Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Anvendelse af antipsykotika til deliriøse patienter (NKR 2021)

En opdatering i den nationale kliniske retningslinje for forebyggelse og behandling af organisk delirium beskriver, at der ikke rutinemæssigt bør anvendes antipsykotika til delirøse patienter, da det ikke entydigt kan siges, at sådan en behandling nedsætter varigheden af delir eller mindsker uroen hos patienten. Endvidere forværrer antipsykotika muligvis sværhedsgraden af delir og kan muligvis øge dødeligheden under indlæggelse.
Årsagen til delirium skyldes oftest somatisk sygdom og/eller bivirkninger fra medicin, og udredningen samt elimineringen af disse årsager bør iværksættes først. Den non-farmakologiske behandling skal også fortsætte under eventuel behandling med antipsykotika.
Anvendelsen af antipsykotika kan overvejes til de patienter som ikke profiterer tilstrækkeligt af non-farmakologisk behandling og hvor:

  • Patienten er til fare for sig selv eller andre
  • Patientens delirium forhindrer sufficient diagnostik og behandling
  • Patienten er forpint af eksempelvis hallucinationer og vrangforestillinger
  • I de sidste dage/ timer hos terminale patienter 

Det anføres i retningslinjen, at antipsykotikaanvendelse ved ovennævnte tilstande kan have til formål at give en beroligende effekt hos patienter som er agiterede og forpinte pga. hallucinationer og vrangforestillinger. Lindring af disse symptomer kan lette muligheden for, at den/de underliggende årsag(er) kan behandles.

Valg af antipsykotikum

Retningslinjen beskriver, at valg af præparat kan afhænge af lokale/regionale instrukser eller retningslinjer på området, og at ”Valget mellem 1. og 2. generations antipsykotika må bero på en klinisk vurdering af den enkelte patient.” Herunder bør også bivirkninger ved valg af antipsykotikum inddrages ift. patientens somatiske tilstand.
Haloperidol er dog det eneste antipsykotikum, som er indiceret til ”Akut behandling af delirium, når ikke-farmakologisk behandling har slået fejl.” Indikationen er gældende for tabletter, injektionsvæske og oral opløsning (produktresume.dk). Behandling med andre antipsykotika er off-label brug.

Behandlingsvarighed

Behandling med antipsykotika til patienter med delir bør være kortvarig, dvs. ”mens patienten er agiteret og/eller forpint af den delirøse tilstand.” Der bør daglig revurderes på patientens symptomer og effekten af den antipsykotiske behandling med skelen til, hvilken patient (fx ældre patienter) man har med at gøre og i forhold til, hvordan dennes behandlingsbehov opfyldes.
Endelig beskrives også, at en evt. behandling bør følge Sundhedsstyrelsens vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler til personer over 18 år med psykotiske lidelser, og at en baselineværdi for QTc-interval om mulig bør foreligge, inden behandlingen opstartes. 

Den fulde retningslinje og en quick-guide kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.


Siden er sidst opdateret 14-6-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring