Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Vederlagsfri medicin

En arbejdsgruppe nedsat af Danske Regioner har opdateret listen for vederlagsfri udlevering af medicin til ikke-indlagte patienter. Der kan udleveres antipsykotika vederlagsfrit i en begrænset periode på ca. to år til patienter med skizofreni i starten af deres sygdomsforløb samt til psykiatriske patienter med dom til behandling, selvom disse patienter ikke er indlagt. Ligeledes gælder det patienter med betingede domme med vilkår om ambulant psykiatrisk behandling, og patienter der er prøveløsladt med vilkår om ambulant psykiatrisk behandling.
De sidstnævnte grupper med patienter, der er underlagt retslige foranstaltninger, omfatter patienter med skizofreni, skizoaffektive psykoser, bipolar affektive sindslidelser og ADHD (opmærksomhedsforstyrrelse med hyperaktivitet). Vederlagsfri medicin kan udleveres svarende til dommens længde.
De konkrete lægemidler der kan udleveres vederlagsfrit, fremgår af denne liste fra Danske Regioner

Ændringerne i listen for vederlagsfri udlevering af medicin omfatter bl.a.:
• Kriteriet om, at ”Patienter underkastet tvungen opfølgning i henhold til psykiatriloven”, er fjernet
• Methylphenidat er blevet tilføjet patientkategorien ”ADHD-patienter med dom til behandling eller med betingede domme med vilkår om ambulant psykiatrisk behandling eller er prøveløsladt med vilkår i ambulant psykiatrisk behandling”.
• De to nye antipsykotika brexpiprazol og cariprazin er optaget på listen (OBS at disse koster op til 12.000 kr. mere om året end tilsvarende ligeværdige antipsykotika, læs herom i tidligere nyhedsbrev)
Retningslinjen ”Vederlagsfri medicin – bestilling og håndtering” er opdateret i henhold til de nye ændringer. Retningslinjen har DokID 171945 og kan findes på InfoNet.


Siden er sidst opdateret 19-4-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring