Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Stress

Stress er blevet et begreb, der bruges lidt i flæng – fx når vi gerne vil sige, at vi har mere travlt end vi umiddelbart bryder os om. Men travlhed er ikke stress.

Kender du det?

  • "Det føles lidt, som en elastik, der strækkes længere og længere ud... før den springer"
  • "Livet bliver et spørgsmål om at klare dagen og vejen – holde ud – uden at tænke for langt"

Hvad er stress?

Kortvarig stress skærper krop og hjerne, når vi skal præstere noget – fx løse en svær opgave, til eksamen eller vinde en fodboldkamp.

Så længe der er balance mellem stress og hvile, er der ikke noget problem.

Langvarig stress, der varer ved i dage og uger uden hvile, kan derimod gøre os syge.

Du kan finde mere viden om stress på sundhed.dk.

Hvad udløser typisk stress?

Stress skyldes ofte en af to årsager:

  • At man har været ude for en voldsom hændelse – en form for personlig krise, fx et dødsfald i den nære familie, vold, skilsmisse eller fyring.
  • Stress kan også skyldes langvarig belastning – fx en presset hverdag uden fritid og hvile. Stress på arbejdspladsen opstår ofte, når man som medarbejder gennem længere tid oplever, at man ikke har tid eller kræfter til at løse sine opgaver. 

Er du stresset?

Det kan være svært selv at se, at man er ramt af stress. Tegn, du kan være opmærksom på:

Krop

  • Hjertebanken.
  • Trækker vejret overfladisk.
  • Spændinger i nakken og hovedpine.
  • Har et nedsat immunforsvar - mange infektioner.

Psyke

  • Mangler overblik. Har ikke længere 'styr på tingene'.
  • Er anspændt og irritabel.
  • Er ubeslutsom og forvirret.
  • Er uengageret og opgivende.

Hverdag

  • Øget brug af stimulanser (kaffe, cigaretter, alkohol og andet)
  • Har ikke længere lyst til noget.
  • Hyppigt sygefravær.
  • Sover dårligt.
  • Trækker sig fra samværet med andre.

I tvivl om du har stress? Prøv Sundhed.dks Stresstest

Stress og arbejde

Er det arbejdet, der stresser dig, er det vigtigt, at problemet løses der:

  • Tal med din leder eller medarbejderrepræsentant. Stress på arbejdspladsen er ikke kun et problem for den enkelte, men for hele arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt, at du taler med din nærmeste leder, dine kolleger og/eller din tillids- og sikkerhedsrepræsentant.
  • Få nedsat belastningerne i forbindelse med arbejdet i et stykke tid. Tal med din nærmeste leder om, hvad der belaster dig (fx arbejdsopgaver, arbejdets tilrettelæggelse, konflikter, uklare forventninger) og indgå konkrete aftaler om, hvordan du bliver aflastet.
  • Måske er det nødvendigt for dig at blive sygemeldt i en periode. En deltidsraskmelding er ofte en god mulighed for, at du bevarer kontakten til din arbejdsplads.

Find mere information på arbejdstilsynets hjemmeside.


Siden er sidst opdateret 29-4-2020



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring