Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilSeptember 2021pilRegion Syddanmark slår dørene op til nyt retspsykiatrisk afsnit i Esbjerg

Region Syddanmark slår dørene op til nyt retspsykiatrisk afsnit i Esbjerg

Tirsdag den 28. september åbner det nye retspsykiatriske afsnit i Esbjerg. I dagene herefter vil patienterne løbende flytte ind. De 15 nye retspsykiatriske sengepladser er en del af Region Syddanmarks Psykiatriplan 2020-2024.

Regionen styrker retspsykiatrien markant, når dørene inden længe åbnes til et nyt retspsykiatrisk sengeafsnit på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. Afsnittet har det seneste år været under ombygning fra et almindeligt psykiatrisk sengeafsnit, og står nu klar til at modtage de første retspsykiatriske patienter i slutningen af september.

Dermed stiger antallet af retspsykiatriske døgnpladser i regionen fra 84 til 99, hvilket glæder udvalgsformand for Psykiatri- og socialudvalget Thies Mathiasen (DF):

- Både i regionen og på landsplan oplever man en stigning i antallet af retspsykiatriske patienter. Med det nye afsnit i Esbjerg sikrer vi både flere senge og flere specialiserede behandlingssteder i regionen. Det er bydende nødvendigt, at vi sørger for, at vores patienter og medarbejdere har de bedst mulige rammer for at nå i mål, og det får vi med det nye afsnit.

Fra 2016 til 2020 er antallet af retspsykiatriske patienter i Region Syddanmark steget fra 690 til 715 om året. I dag er det det retspsykiatriske afsnit i Middelfart, der huser langt størstedelen af de indlagte, og det er også her, at de mest komplekse patienter fortsat vil opholde sig. De retspsykiatriske patienter vil således blive visiteret, inden det besluttes, hvorvidt deres behandling skal foregå i Esbjerg eller i Middelfart.

- Det er selvsagt helt afgørende, at patienterne får den rette behandling i de rette omgivelser, fortæller administrerende direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, Charlotte Rosenkrantz Josefsen.

- Psykiatrisk Afdeling Esbjerg har, ligesom de øvrige voksenpsykiatriske afdelinger i Regionen, også tidligere haft retspsykiatriske patienter, men med ombygningen er omgivelserne mere hensigtsmæssige i forhold til at sikre den bedst mulige behandling. Samtidig er det min klare forventning, at vi med åbningen af det nye sengeafsnit vil have færre retspsykiatriske patienter indlagt på vores øvrige afdelinger.

I forbindelse med det nye retspsykiatriske afsnit har Regionsrådet godkendt en udvidelse af budgettet for Psykiatrisk Afdeling Esbjerg på 6,9 mio. kroner årligt.

- Vi har nu skabt mulighed for, at patienterne i Esbjerg bliver behandlet i rammer, der er målrettede til at huse retspsykiatriske patienter. De nye omgivelser giver dem forbedret adgang til aktivitetsmuligheder både inde og ude, hvilket betyder meget for patienterne, siger formanden for Anlæg- og innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S).

Yderligere oplysninger fås hos:

• Karsten Uno Petersen, formand for Anlæg- og innovationsudvalget i Region Syddanmark: 21 63 11 93
• Thies Mathiasen, formand for psykiatri og socialudvalget i Region Syddanmark: 40 40 77 46
• Charlotte Rosenkrantz Josefsen, administrerende direktør, Psykiatrien i Region Syddanmark: 99 44 48 01
 




Siden er sidst opdateret 24-9-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring