Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilAugust 2021pilSamarbejde med frivillige foreninger skal hjælpe patienter til en lettere overgang

Samarbejde med frivillige foreninger skal hjælpe patienter til en lettere overgang

Psykiatrisk Afdeling Odense har indgået samarbejdsaftaler med seks frivillige foreninger. Formålet er at hjælpe mennesker med spiseforstyrrelse til en lettere overgang fra den psykiatriske afdeling til et ambulant tilbud i lokalpsykiatrien eller et kommunalt tilbud.

Når patienter udskrives efter indlæggelse kan det være svært at vende tilbage til hverdagslivet. Derfor skal seks frivillige foreninger i løbet af efteråret forbi Psykiatrisk Afdeling Odense for at præsentere sig for patienter med spiseforstyrrelse og personalet.

- At blive en del af en frivillig forening sikrer et netværk og noget at holde fast i. Samtidig giver det nogle kontakter, hvor alt ikke handler om sygdom, og det er noget, mange af vores patienter synes er vigtigt, fortæller Menaka Jeyakumar, der er specialsygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Odense.

Målet er færre genindlæggelser

Menaka Jeyakumar har i mange år arbejdet med patienter med spiseforstyrrelser, og blandt patienterne får hun ofte at vide, at de mangler et netværk, efter de bliver udskrevet. Det manglende netværk kan være en medvirkende årsag til genindlæggelse, og derfor er der stor værdi i at skabe kontakt til frivillige foreninger i stedet for blot at fortælle om dem.

- Når de frivillige foreninger kommer ud på afdelingen, så skaber det oplysning, men også tryghed for patienterne. Det giver også personalet mulighed for at hjælpe den enkelte patient med at vælge en forening, som passer til ham eller hende og dermed er der større chance for at kontakten holdes efter indlæggelse, fortæller Menaka Jeyakumar.

Fællesskab sikrer bred støtte

En af de seks organisationer, der indgår i samarbejde med Psykiatrisk Afdeling Odense er headspace, som er et tilbud for unge op til 25 år. Headspace samarbejder allerede med Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense, blandt andet på spiseforstyrrelsesområdet, hvor regionsrådet i juni bevilligede en halv million kroner til at udvide indsatsen. Samarbejdet med headspace udvides til også at gælde overgange mellem voksenpsykiatrien i Odense til ambulante og kommunale tilbud.

Headspace Odense ledes af Sebastian Gjerlufsen, som tror på, samarbejdet kan sikre den bedst mulige hjælp til patienterne.

- Frivillighed kan hjælpe unge, netop fordi det er frivillighed og ikke drejer sig om en diagnose eller sygdom – det drejer sig om den unge. I fællesskab kan frivillighed og psykiatri støtte mere bredt op om den unges behov, således den unge får bedst mulighed for hjælp, og det er vi glade for at kunne være med til, fortæller han.

Tilbuddet gælder også ambulante patienter

Samarbejdsaftalerne med de seks frivillige foreninger er en del af satspuljeprojektet ”Styrket indsats for mennesker med spiseforstyrrelser” og gælder Psykiatrisk Afdeling Odense og Lokalpsykiatri Odense.

- Vi har lavet aftaler med seks frivillige foreninger, som tilbyder noget meget forskelligt. Det har vi gjort i forsøget på at ramme så bredt som muligt og sikre, der er noget for alle. Det er ikke kun indlagte patienter, der kan få glæde af frivillige foreninger, men også vores patienter i ambulant behandling, fortæller Christel Maria Bak Jantzen der er projektmedarbejder i satspuljeprojektet.

Det er planen, at de frivillige foreninger løbende skal komme ud på afdelingen i Odense for at præsentere sig. Efter de første præsentationer har der allerede været flere positive tilkendegivelser fra patienterne.

Fakta:

Psykiatrisk Afdeling Odense har indgået samarbejdsaftaler med følgende seks frivillige organisationer:

  • At Danse Med Livet
  • Center for seksuelt misbrugte, syd – frivilligsektion
  • headspace Odense
  • Idræt for sindet, Bolbro GIF
  • Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade
  • Landsforeningen Spor

Yderligere oplysninger hos: 

  • Menaka Jeyakumar, specialsygeplejerske, Psykiatrisk Afdeling Odense: 51 70 81 85
  • Sebastian Gjerlufsen, centerchef, headspace Odense: 31 31 48 42
  • Christel Maria Bak Jantzen, projektmedarbejder, Psykiatrisk Afdeling Odense: 24 65 35 29
  • Rikke Sveistrup, afdelingsleder, Psykiatrisk Afdeling Odense: 99 44 89 01
     



Siden er sidst opdateret 17-9-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring