Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilAugust 2021pilBørne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark er landets bedste til behandling af ADHD

Børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark er landets bedste til behandling af ADHD

Det konkluderer fagbladet Dagens Medicin på baggrund en analyse af indrapporterede sundhedsdata fra hele landet i deres årlige evaluering, som avisen lancerer under overskriften Danmarks Bedste Hospital.

Psykiatrien i Region Syddanmark indtager de to første placeringer i Dagens Medicins rangering af den behandlingskvalitet, der ydes til patienter med ADHD.

I opgørelsen udpeges Børne og Ungdomspsykiatri Odense som landets bedste til behandling af ADHD, mens kollegerne Børne og Ungdomspsykiatri Sydjylland lander på listens andenplads.

Dorthe Petersen, der er specialeansvarlig overlæge hos Børne og Ungdomspsykiatri Odense, siger som reaktion på førstepladsen.

- Det er en stor cadeau til alle, der arbejder i ambulatoriet. Både vores kliniske medarbejdere, men også vores sekretærer og afdelingsledelsen, der bakker os op hele vejen. Vi har hele tiden rettet vores fokus mod at leve op til de formelle behandlingskrav - selvfølgelig med udgangspunkt i den konkrete patients behov.

- Samtidig har vi satset på at hæve niveauet og blive endnu bedre. Det har vi haft succes med, og det giver selvfølgelig mere appetit på at fortsætte den gode udvikling nu, hvor vi kan se, at vores bestræbelser kommer patienterne til gode, siger Dorthe Petersen.

Styregruppen bag dataanalysen i Dagens Medicin nævner blandt andet, at ledelsesmæssig fokus medvirker til at løfte opfyldelsesgraden betydeligt, og fremhæver Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium Odense som det gode eksempel.

Successen skaber stolthed i hele psykiatrisygehuset og lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark, Anders Meinert Pedersen sender en stor tak alle, der har lagt deres kræfter og engagement i arbejdet.

- Det er meget tilfredsstillende at opnå så flotte placeringer på tværs af hele psykiatrisygehuset. Det vidner om det dygtige og dedikerede arbejde, som vores medarbejdere laver både på vores ADHD ambulatorium i Odense og andre steder. Det er samtidig et resultat af en vedvarende indsats for at forbedre indsatsen, og det er glædeligt, at vi kan se resultaterne af indsatsen.

- Moderne psykiatrisk behandling udvikler sig hurtigt i disse år, og derfor er det ekstra glædeligt, at vores behandling ikke alene følger med udviklingen, men ligger helt i top. I sidste ende er den gode behandling jo til gavn for patienterne. Men man skal heller ikke være blind for, at vi som fagpersoner sætter en ære i at gøre vores arbejde så godt som overhovedet muligt, siger Anders Meinert Pedersen.

Flere flotte resultater

I nabokategorien ”Behandling af Skizofreni” indtager Psykiatrien i Region Syddanmark også de øverste placeringer i opgørelsen. Her viser Psykiatrisk Afdeling Aabenraa desuden markant fremgang og lander på en sjetteplads ud af i alt 28 psykiatriske afdelinger fra hele landet.

- Samlet set betyder opgørelserne i Dagens Medicin, at Psykiatrien i Region Syddanmark fremstår som Danmarks bedste psykiatrihospital på tværs af de udvalgte målepunkter. Det er jeg rigtig glad for både på patienternes og vores medarbejderes vegne, siger Anders Meinert Pedersen.

FAKTA om konkurrencen Danmarks Bedste Hospitaler 2021

Dagens Medicin analyserer hvert år kvalitetsdata fra danske hospitaler og finder de bedste til behandlinger og undersøgelser inden for en række sygdomsområder.

Analysen tager udgangspunkt kliniske data indsamlet af regionernes kliniske kvalitetsrapport (RKKP).

Hvert behandlingsområde bliver vurderet, og den eller de afdelinger, som har de bedste kvalitetstal vinder kategorien. Herefter bliver vinderne offentliggjort i Dagens Medicin.
 

Kontakt Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør Psykiatrien i Region Syddanmark: 20 10 19 31




Siden er sidst opdateret 23-8-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring