Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilJuni 2021pilOver 50 Esbjergensere blev klogere på den kommende retspsykiatri i Esbjerg

Over 50 Esbjergensere blev klogere på den kommende retspsykiatri i Esbjerg

Der blev lyttet, stillet spørgsmål og talt om det kommende retspsykiatriske afsnits betydning for lokalområdet, da Region Syddanmark tirsdag aften inviterede til borgermøde om det kommende afsnit i Esbjerg.

Er der nok medarbejdere, kommer der en ny udvidelse eller hvor skal man henvende sig ved utryghed, var blandt de stillede spørgsmål, da over 50 borgere var mødt op til borgermøde på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. Anledningen var det nye retspsykiatriske afsnit, der åbner til september.

Blandt de fremmødte var der mange fra lokalområdet, som ønskede at blive klogere på det nye afsnit og hvad betydning det får for lokalområdet.

- Jeg var glad for at være med i dag og høre mere om retspsykiatrien, og jeg føler også, jeg er blevet mere tryg efter mødet. Det var overraskende for mig at høre, der her i Esbjerg var retspsykiatriske patienter i forvejen, men det er godt at vide, de nu får et afsnit med tilpassede rammer, fortæller Henrik, der bor i lokalområdet.

God dialog på vellykket aften

Der har ikke tidligere været et retspsykiatrisk afsnit i Esbjerg, og derfor var det også forståeligt, at de lokale borgere havde mange spørgsmål.

- Jeg kan sagtens forstå den utryghed, som nogle gav udtryk for på borgermødet, og det er vigtigt, at man som nabo har mulighed for at adressere den, fortæller administrerende sygehusdirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen.

- Jeg er glad for, mødet foregik på en god og ordentlig måde, og jeg synes, vi fik en spændende og nuanceret dialog, som vi alle forhåbentlig blev klogere af, fortsætter hun.

Tradition at invitere borgere indenfor

Region Syddanmark har styrket det retspsykiatriske område af flere omgange, primært i Middelfart, men på grund af et stort antal retspsykiatriske patienter både i regionen og på landsplan, har det været nødvendigt at oprette et nyt afsnit. Da rammerne på et retspsykiatrisk afsnit adskiller sig fra et almindeligt afsnit, har det været helt naturligt at invitere borgerne indenfor for at give et indblik i forskellene og de nye rammer.

- Det er en god tradition, at vi inviterer borgerne indenfor for at se vores behandlingsinstitutioner, og det er vi glade for, vi også kunne gøre her, fortæller Thies Mathiasen, udvalgsformand for Psykiatri- og socialudvalget.

- Jeg håber og tror på, at de fremmødte kan gå herfra lidt mindre bekymret og lidt mere afklaret om, hvad der kommer til at ske til september, hvor det nye afsnit tages i brug. For hvis vi fornemmer, at der yderlig er brug for et møde mere, så tager vi også det.

Det nye afsnit i Esbjerg åbner til september og kommer til at rumme 15 retspsykiatriske patienter.

Fakta:

- Antallet af retspsykiatriske patienter i Region Syddanmark er steget fra 690 til 715 fra 2016 til 2020

- Antallet af retspsykiatriske døgnpladser stiger fra 84 til 99

- Retspsykiatriske patienter er voksne psykiatriske patienter, der har en dom eller er under forberedelse til en dom

- Det er fortsat Middelfart, der modtager de mest komplekse patienter i Region Syddanmark

- Retspsykiatriske patienter visiteres inden det besluttes, om deres behandling skal foregå i Esbjerg eller i Middelfart

- I forbindelse med det nye retspsykiatriske afsnit har Regionsrådet godkendt en udvidelse af budgettet for Psykiatrisk Afdeling Esbjerg på 6,9 mio. kroner årligt



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Thies Mathiasen, formand for psykiatri og socialudvalget i Region Syddanmark: 40 40 77 46
  • Charlotte Rosenkrantz Josefsen, administrerende direktør, Psykiatrien i Region Syddanmark: 99 44 48 01

Siden er sidst opdateret 16-6-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring