Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilJuni 2021pilKunstprojekt giver børn og unge med psykiske lidelser mulighed for at se sig selv i nyt lys

Kunstprojekt giver børn og unge med psykiske lidelser mulighed for at se sig selv i nyt lys

Et nyt kunstprojekt har givet patienter på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling Odense adgang til at se en anden side af sig selv – en side der ikke handler om symptomer, negative følelser og udfordringer.

Kan kunst være med til at skabe positive oplevelser i et ellers kompliceret sygdomsforløb? Svaret er ja!

For en række patienter med spiseforstyrrelser og funktionelle lidelser på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling Odense, har et kunstprojekt med billedkunstneren Karsten Auerbach vist sig at have positiv indflydelse på patienternes behandlingsforløb.

- Kunsten har givet patienterne mulighed for at tage en anden side af sig selv med i psykiatrien. En side der ikke udelukkende handler om sygdom og symptomer, men en side der helt sikkert har stor betydning for, at de kan komme sig. Det har været en gave for dem og for os som behandlere, fortæller Ditte Roth Hulgaard, der er konstitueret overlæge og klinisk lektor på afdelingen.

Patienterne har gennem det seneste år stiftet bekendtskab med kunsten, hvilket har resulteret i værker, der nu er klar til at blive vist frem. Sideløbende har patienterne deltaget i en forskningsundersøgelse, der har undersøgt, hvordan deltagerne har oplevet at arbejde med kunsten.

Deltagerne beskriver blandt andet, at de er blevet klogere på sig selv, og at kunsten har givet dem mulighed for at tage fat i vigtige temaer i deres liv - eksempelvis håndteringen af egen perfektionisme, angst og bekymring.

Og så har selve sessionerne med at skabe kunsten også været med til at danne et frirum for patienterne – et diagnosefrit rum – i psykiatrien, og det glæder billedkunster Karsten Auerbach, der har været initiativtager til projektet.

- Det har været fantastisk spændende at undersøge den meget sammensatte rolle, man træder ind i som udefrakommende ikke-sundhedsfaglig - at skulle skabe sin egen relation til patienterne med kunsten som platform for nogle samtaler, der efterhånden kom til at handle om meget mere og om patienterne selv.

Udstillingen åbner med en fernisering på Odense Hovedbibliotek torsdag den 24. juni klokken 14-16 – og varer frem til 30. juli.

På grund af de nuværende corona-restriktioner er det nødvendigt at tilmelde sig arrangementet på forhånd. Du kan tilmelde dig ved at sende en mail til karsten@auerbach-art.dk. Husk gyldigt coronapas.

For yderligere information:

Ditte Roth Hulgaard, konstitueret overlæge og klinisk lektor, dhulgaard@health.sdu.dk

Karsten Auerbach, billedkunstner, tlf. 21796159, karsten@auerbach-art.dk




Siden er sidst opdateret 10-6-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring