Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilJuni 2021pilFælles psykiatriprojekt med borgeren for bordenden skaber gode resultater

Fælles psykiatriprojekt med borgeren for bordenden skaber gode resultater

Borgeren er med til møderne, når psykiatri og kommune i fællesskab koordinerer indsatser i projektet ”Sammen om Psykiatri”. Projektet, der forventes udbredt til samtlige Syddanske kommuner til sommer 2021 modtager stor ros fra både borgere og fagfolk.

Projektet ”Sammen om Psykiatri” har vist lovende resultater, efter implementeringen i 2020 blev igangsat i de 22 syddanske kommuner. Projektet har til formål at skabe et bedre forløb for den enkelte borger ved at samle alle indsatser fra psykiatri og kommune under et fælles forløb.

Fælles møder med borgeren for bordenden

Mads Carlsen på 28 år er en af de borgere, der har været tilknyttet projekt Sammen om Psykiatri siden sidste år. Han er rigtig glad for ordningen, fordi alle hans fagpersoner sidder samlet til ét møde, hvor alle hører det samme – og hvor der bliver lavet aftaler, der bliver fulgt op på. 

- For mig har projektet betydet, at der blev sat skub i mit forløb. Det fælles møde med kommune og psykiatri har gjort, vi fik sat ansigter på hinanden, og jeg har ikke bare været et navn på et stykke papir. Jeg har følt, jeg blev lyttet til og blev taget seriøst, og det har jeg været meget glad for, fortæller Mads Carlsen.

Mads har tidligere været igennem flere forløb uden resultater, men alligevel var han klar til at give Sammen om Psykiatri chancen, og den beslutning har han ikke fortrudt. Med hjælp fra projektet føler han, at han nu hurtigere kan komme videre med sit liv.

- Jeg har oplevet, at det er gået enormt stærkt, fordi møderne har gjort det meget lettere at koordinere og finde ud af, hvad der skulle gøres. Kommunen har fået psykiatriens vurdering og omvendt, og for mig har det betydet, at jeg endelig har fået førtidspension, hvilket jeg næsten havde opgivet inden projektet, fortæller han.

Borgerne føler sig hørt

Rikke Kargo Sørensen fra Lokalpsykiatri Brørup har stået for møderne, hvor Mads har deltaget. Det har hun gjort sammen med Charline Amdisen Bossen fra Vejen Kommune, og den fordeling med en uvildig part fra regionen og kommunen er afgørende for, at møderne bliver en succes.

- Vi tør at spørge ind til sagen med friske øjne, og borgerne er glade for ordningen. De takker for at komme med til møderne og for at blive hørt – det er jo lidt tankevækkende, fortæller Rikke Kargo Sørensen og fortsætter.

- Det er en stor fordel, at vi alle sidder sammen, for vi kan blive enige om, hvad der skal ske. De, der indkaldes til møderne, er læger og ledere, så det er personer, der kan træffe en beslutning. Det er nødvendigt, at alle forpligter sig til det, og vores følgende møder har vist, at alle aftaler er blevet overholdt, fortæller hun.

Samarbejdet mellem fagpersoner styrkes

Hun bakkes op af Charline Amdisen Bossen, der også mener, at samarbejdet mellem fagpersonerne styrkes.

- Jeg synes, det fungerer, at man får skabt et samarbejdsforum med en fra regionen og en fra kommunen, der styrer mødet. De to er uvildige og kender ikke den konkretes historie, hvilket gør, at vi kan spørge ind på en anden måde til sagen. Den enkelte borger er med for bordenden, og jeg synes, at vi på grund af mødeformen kommer væk fra faggrænser og hvordan vi plejer at gøre – til hvordan det kan løses, fortæller Charline Amdisen Bossen, leder af Socialpsykiatrien/Socialpædagogisk Center, Vejen Kommune.

Det forventes, at Sammen om Psykiatri er udbredt til samtlige Syddanske kommuner til sommer 2021.



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Charline Amdisen Bossen, leder, Socialpsykiatrien/Socialpædagogisk Center, Vejen kommune. Tlf: 4018 3907
  • Rikke Kargo Sørensen, Socialrådgiver, Lokalpsykiatri Brørup. Tlf: 4023 9586
  • Lars Kunz Schubert, Projektleder i Sammen om Psykiatri, Psykiatrien i Region Syddanmark. tlf: 4020 7948

Siden er sidst opdateret 15-6-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring