Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilFebruar 2021pilPsykiatrisygehuset styrker specialistrådgivningen

Psykiatrisygehuset styrker specialistrådgivningen

Fra 1. januar har Psykiatrien i Region Syddanmark udvidet tilbuddet om specialistrådgivning til praktiserende læger. Med det nye tilbud kan læger på alle hverdage få rådgivning om psykiatriske problemstillinger til gavn for patienterne. 

For at sikre en bedre rådgivning til praktiserende læger, har Psykiatrien i Region Syddanmark fra 1. januar udvidet den eksisterende specialistrådgivning. Derudover er rådgivningen gjort ensartet over hele regionen, hvor der tidligere var forskelle fra afdeling til afdeling.

- Ændringen er, at vi udvider rådgivningen og gør den langt mere tilgængelig. Alle vores afdelinger stiller alle hverdage en speciallæge til rådighed fra 8-15.30, som regionens praktiserende læger kan ringe til for at få rådgivning om psykiatriske problemstillinger, fortæller psykiatrisygehusets lægefaglige direktør Anders Meinert Pedersen.

Kæmpe værdi for patienterne

Troels Vestergaard Madsen arbejder som praktiserende læge i Vejle, og derudover er han praksiskonsulent, hvor han arbejder med at understøtte samarbejdet mellem regionens praktiserende læger og Psykiatrien i Region Syddanmark.

Ifølge Troels er det både spørgsmål fra patienter og læger, der er baggrunden for at anvende specialistrådgivningen. Han er glad for, at den nu er udvidet, fordi det kommer til at hjælpe en stor patientgruppe.

- Hovedparten af de psykiatriske patienter bliver behandlet i almen praksis, og derfor er der kæmpe stor værdi i at sikre et løft til denne patientgruppe, fortæller han og uddyber.

- Den helt store forskel er, at det nu er muligt at få rådgivning, mens man har en konsultation med en patient. Det giver lægen mulighed for at give en bedre beskrivelse, og så betyder det enormt meget for patienterne, at de kan få et hurtigt svar.

Faste rådgivningsdage skabte udfordringer

Specialistrådgivningen har kørt i flere år, men tidligere var det bestemte dage og tidspunkter, de praktiserende læger kunne ringe på. Det gjorde tilbuddet mindre fleksibelt og var et problem for de læger, der skulle bruge rådgivning her og nu.

- Som praktiserende læge sidder du med mange patienter, og hvis du skal vente flere dage på at få rådgivning, så hober der sig mange spørgsmål op. Det bliver svært at navigere i, og samtidigt er det frustrerende for patienterne, at de ikke kan få et hurtigt svar, fortæller Troels Vestergaard Madsen.

Dialog førte til nyt tilbud

De praktiserende lægers behov for en mere tilgængelig rådgivning førte i 2020 til en kortlægning af det daværende tilbud. Her blev det klart, at der var for få oplysninger om rådgivningen, samt at behovet var større end tilbuddet kunne bære. Derfor er Anders Meinert Pedersen også glad for, at det nye rådgivningstilbud er en realitet.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu på daglig basis kan stå til rådighed med vores speciallæger. Tilbuddet kommer til at hjælpe en masse patienter og læger, men også vores psykiatrisygehus. Det er et tilbud, som giver god mening for alle parter, og som styrker det nære sundhedsvæsen, fortæller han.

Den udvidede specialistrådgivning er en af anbefalingerne i Regionsrådets Psykiatriplan 2020-2024.



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Troels Vestergaard Madsen, Praksiskonsulent, Region Syddanmark: 3022 6041
  • Ole Ryttov, Sygeplejefaglig direktør, Psykiatrien i Region Syddanmark: 99 44 48 03

Siden er sidst opdateret 15-2-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring