Peer-indsatser for at skabe inklusion og fastholdelse på arbejdsmarkedet
Udbredelse og forankring af peer-indsatser til mennesker med psykiske lidelser i kommuner og regioner for at skabe inklusion og fastholdelse på arbejdsmarkedet.
Beskrivelse af projektet
Satspuljeprojekt, hvor der udvikles metoder til peer-støtte, som kan skabe inklusion og fastholdelse af mennesker med psykiatriske diagnoser på arbejdsmarkedet. Der uddannes og ansættes i projektperioden peer-medarbejdere, som får en central rolle som støtte til mennesker med en psykisk lidelse, der skal i job.
Den peer-ansatte være rollemodel samt brobygger til:
- Jobcenteret
- Behandleren i psykiatrien og
- Arbejdspladsen
I projektperioden uddannes peer-medarbejdere, der er ansat eller ansættes i psykiatrien, kommuner eller på arbejdspladser. Der uddannes ligeledes peer undervisere, således at kommunerne efter projektet er afsluttet selv har kompetencer til uddannelse af peer-medarbejdere.
Aktører
Projektets aktører er:
- Kommunerne Esbjerg, Fredericia, Vejle og Kolding
- Region Syddanmark
Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsen. Projektet er forankret i PsykInfo Region Syddanmark, der også varetager projektledelsen. Der samarbejdes med Recovery College, Vejle Kommune i forhold til udvikling og gennemførsel kursusforløb for peer-medarbejdere samt kommunale medarbejdere.
Formål
Flere borgere med en psykiatrisk lidelse fastholdes på arbejdsmarkedet i henhold til den fælles sundhedsaftale mellem kommuner samt regionens psykiatriplan er projektets centrale målsætning. Patienter og borgere inkluderes og fastholdes på arbejdsmarkedet via støtte fra en medarbejder ansat i regionen. Projektet har ligeledes til formål at skabe nye veje ift. at udbrede kendskabet og anvendelse af peerstøtte på beskæftigelsesområdet, herunder i kommuner og på arbejdspladser.
Tidshorisont
Projektperioden løber frem til 31. december 2022.