Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Methylphenidat - 4 forskellige formuleringer

4 formuleringer af methylphenidat

Uanset formulering af methylphenidat er effekten, der opnås den samme. Det gælder, at når lægemidlet (methylphenidat) når den systemiske cirkulation, har det en halveringstid på 2-3 timer. Det er udelukkende tidspunktet for, hvornår plasmakoncentrationen topper eller er aftaget, der kan være afgørende for, hvilken formulering der er bedst egnet til den enkelte patient.

Almindelige tabletter (fx Motiron, Ritalin, Medanef, Methylphenidat "Alternova"):

  • Maksimal plasmakoncentration opnås 1-2 timer efter indtagelse. Herefter falder koncentrationen, og medicinen er helt ude af kroppen efter 11-16 timer. Selve virkningstiden kan dog forventes at være kortere, 4-6 timer.

Kapsler med modificeret udløsning I (Medikinet, Methylphenidat "Stada", methylphenidat "Teva"):

  • Kapsler med modificeret udløsning svarer til indgiften af to tabletter, som frigøres med 4 timers mellemrum. Indtages kapslen fx kl. 7 om morgenen vil der være en forventelig maksimal effekt kl. ca. 8-9 og igen kl. ca. 12-13. Virkningsvarigheden er ca. 8 timer.

Kapsler med modificeret udløsning II (Equasym):

  • En variant af den modificerede udløsning er Equasym. Her frigøres methylphenidat ligeledes af to omgange. Forskellen i forhold til ovennævnte er, at 30 % af dosis frigøres umiddelbart, og den resterende dosis efter ca. 3 timer i en langsommere frigørelse. Man kan her tale om, at en tabletformulering er kombineret med en depotformulering. Til forskel fra kapsler med modificeret udløsning som beskrevet ovenfor, er frigørelsen i andet trin mere langtrukket, og den maksimale plasmakoncentration når ikke samme højde.

Depottabletter (fx Concerta, Methylphenidat "Sandoz", Methylphenidat "Actavis"):

  • Den maksimale plasmakoncentration fra depottabletterne opnås efter 6-8 timer. Virkningsvarigheden er ca. 12 timer.

Det er vigtig at man har virkningsvarigheden for øje når doseringstidspunktet fastsættes. Dette for at undgå at effekten spiller ind på evnen til at falde i søvn. 

Kombination af forskellige formuleringer er en mulighed og for nogle patienter en fordel. Behandling med flere formuleringer samtidig, kan dog gøre det sværere at vurdere og justere en behandling. Det tilrådes derfor, at man drøfter med patienten og ligeledes journalfører, hvorfor fx to formuleringer er valgt. Dette kan være med til at sikre, at eventuelle ændringer foretages hensigtsmæssigt i den videre behandling. 

 

Kilde: 

Produktresuméer for de nævnte præparater. Disse kan findes på produktresumé.dk


Siden er sidst opdateret 19-4-2021



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring