Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilDecember 2019pilSonja Rasmussen tager vagten som ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle

Sonja Rasmussen tager vagten som ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle

Psykiatrisk Afdeling Vejle har fået den erfarne ledende overlæge Sonja Rasmussen tilknyttet i en overgangsperiode, til der igen er ansat en fast ledende overlæge i Vejle.
 

Sonja Rasmussen har mange års erfaring inden for psykiatrien. Siden 2011 har hun været ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Odense, og før den tid var hun overlæge samme sted.
 

Lige nu fungerer Sonja Rasmussen også som ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle, som årligt har ca. 2100 patienter. Der er tale om et af landets mest moderne psykiatriske afdelinger, der blev indviet i 2017.
 

Sonja Rasmussen er fortsat tilknyttet Psykiatrisk Afdeling Odense, mens hun er midlertidig ledende overlæge i Vejle frem mod den 1. april 2020. Den 6. januar 2020 er der ansøgningsfrist på stillingen som ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle samt fire overlægestillinger.
 

I Vejle står Sonja Rasmussen i spidsen for et team af udlånte speciallæger, som er trådt til, mens der mangler læger. Derudover står hun også i den kommende tid med ansvaret for de cirka 300 ansatte på afdelingen.
 

Teamet af speciallæger består foruden Sonja Rasmussen af en læge fra Odense samt tre fra Esbjerg (de tre skiftes til at tage til Vejle og udgør samlet set en fuldtidsstilling), en fra Aabenraa og en fra Middelfart.
 

Mangel på speciallæger til psykiatrien
Vejle er ramt af mangel på speciallæger til psykiatrien som mange andre steder landet over. Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark, ser frem til, at stillingerne i Vejle forhåbentlig snart er besat igen.
 

”Sonja Rasmussen og resten af teamet er trådt til i en overgangsfase, og det er en stor hjælp. Sonja Rasmussen har stor faglig viden og mange års ledelsesmæssig erfaring, som gør en stor og positiv forskel,” siger Anders Meinert Pedersen.
 

Sonja Rasmussen er blevet taget godt imod i Vejle, hvor hun oplever en stor opbakning fra dygtige og erfarne kolleger.
 

Hun siger: ”Mit primære mål, mens jeg fungerer som ledende overlæge i Vejle, er at skabe ro på den lægefaglige del og bidrage til at bedre lægesituationen fremad. Psykiatrisk Afdeling Vejle har nogle af landets bedste forhold, så når den nye ledende overlæge og overlægerne bliver ansat, er der optimale muligheder for at lægge en positiv linje, så Vejle igen kommer ind i en god spiral.”
 

Regionsrådet i Syddanmark har igennem den for nyligt vedtagne psykiatriplan afsat ekstra 24 mio. kr. af til at give psykiatrien i hele regionen et løft for 2020, og med den seneste finanslov tilføres der endnu flere penge.



yderligere oplysninger fås hos:
  • Yderligere oplysninger: Sonja Rasmussen, midlertidig ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle, mobil 29 64 97 59.

Siden er sidst opdateret 27-12-2019



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring