Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilMarts 2019pilDen mobile indsats i syddansk psykiatri styrket

Den mobile indsats i syddansk psykiatri styrket

Med en bevilling fra regionsrådet i forbindelse med Budget 2019 har syddansk psykiatri fra og med 1. marts udvidet sin mobile udkørende indsats i hele regionen. Dermed kan endnu flere patienter få gavn af behandling hjemme hos sig selv.
 

Fra og med 1. marts vil der være mobile enheder i Odense, Vejle, Esbjerg og Aabenraa. I børne- og ungdomspsykiatrien er det mobile teams, der styrkes, mens det i voksenpsykiatrien er den mobile skadestue, der styrkes og udbredes. I begge tilfælde er der tale om behandlingsindsatser, der rykker væk fra de psykiatriske afdelinger og hjem til patienten.

Begge udvidelser glæder administrerende sygehusdirektør i Psykiatrien i Region Syddanmark, Charlotte Rosenkrantz Josefsen. Hun mener, at udvidelserne vil forbedre overgangen efter en indlæggelse.

- Det er glædeligt, at vi får styrket disse i forvejen gode tilbud, fordi det skaber bedre sammenhæng for patienten og giver bedre mulighed for en god overgang fra indlæggelse og videre til den ambulante behandling. Psykiatrisygehuset er meget mere end afdelingernes faste rammer, og nu kan vi i endnu højere grad give behandling hjemme, hvor den enkelte bor.

Mobil skadestue har været en succes
Psykiatrisk Akutmodtagelse i Vejle har siden 2015 haft en mobil skadestue. Tilbuddet bliver mødt med stor tilfredshed af patienterne. De får mere og hurtigere støtte, der hvor de bor. De oplever kortere indlæggelser, og i flere tilfælde undgår man indlæggelse.

Regionsrådet indgik i september 2018 budgetforlig om regionens 2019-budget. Her aftalte de at afsætte 9,5 mio. kr. årligt til at udbrede mobile skadestuer til hele regionen, og fra den 1. marts eksisterer tilbuddet også i Esbjerg, Odense og Aabenraa og dækker dermed hele regionen.

Den mobile skadestue rykker alle ugens dage fra 13-21 ud til voksne over 20 år, der ikke selv kan komme til den psykiatriske skadestue - samt til patienter, der udskrives, som et supplement til den normale opfølgning. Med disse tilbud kan den mobile skadestue være med til at forebygge både indlæggelser og genindlæggelser.

Mobile teams i Børne- og Ungdomspsykiatrien er fremover tilgængelige i weekenden
De mobile teams i børne- og ungdomspsykiatrien udvides til også være tilgængelige i weekenderne og kan rykke ud alle ugens dage fra klokken 15-22.

De mobile teams har ligeledes en forebyggende funktion, idet de bygger bro til unge med psykisk sårbarhed på eksempelvis bosteder. Det er også hensigten, at de mobile teams kan besøge børn og unge og deres forældre i hjemmet.

Samarbejdet på bostederne har betydet, at det er lykkedes at nedbringe brugen af tvang og indlæggelser markant. Samtidig lærer Psykiatrien i Region Syddanmark og de respektive bosteder meget af hinanden, så den enkelte patient får den bedst mulige behandling.

- Udvidelsen i børne- og ungdomspsykiatrien giver os muligheder for også at rykke ud i weekenden, og det er rart, for problemerne forsvinder ikke, bare fordi det bliver weekend, siger Charlotte Rosenkrantz Josefsen.

Det er ikke kun Psykiatrien i Region Syddanmark, der er glade for oprustningen. Janne Thiel Doctor, der er leder af organisationen Tinghøj, fortæller, at det mobile team har gjort en stor forskel for de unge på bostedet.

- Teamet har en stor betydning for os. Borgeren skal ikke igennem det tunge sagsforløb med indlæggelse – og vi ser ofte udfordringer i weekenderne, så det er meget positivt, at teamet også er tilgængelige i weekenden fremover. Vi kan få hjælp og støtte der hvor borgeren bor, og samtidig lærer medarbejderne i regionen og kommunen hinanden bedre at kende. Det gør, at borgeren modtager en mere samlet indsats og det giver tryghed, siger hun. 
 

Fakta
Den mobile skadestue består af et team med to udkørende specialsygeplejersker.

De mobile teams i børne- og ungdomspsykiatrien består typisk af personer fra faggrupperne sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsassistenter.

I 2018 rykkede den mobile skadestue ud 893 gange.

Der er i øjeblikket 23 underskrevne samarbejdsarftaler med forskellige bosteder.
 

Yderligere oplysninger fås hos:
Charlotte Rosenkrantz Josefsen, Administrerende sygehusdirektør i Psykiatrien i Region Syddanmark Charlotte.josefsen@rsyd.dk / 29 17 70 35

Susie Holbech, Funktionsleder på Psykiatrisk Akutmodtagelse Vejle og for den mobile skadestue Susie.holbech@rsyd.dk / 99 44 77 90

Jim Schoubo Scherning, pædagog I Mobil teamet Odense Jim.Schoubo.Scherning@rsyd.dk / 24 61 22 09

Janne Thiel Doctor, Leder af organisationen Tinghøj, jannd@kolding.dk  29 37 41 24 




Siden er sidst opdateret 1-3-2019



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring