Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Kalender og aktiviteter

Planlægning af aktiviteter og daglige rutiner skaber ro i hverdagen.

Kender du det?

  • "Min kalender har sit eget liv. Møderne ligger ryg mod ryg, uden pauser. Det er uden for min indflydelse"
  • "Når jeg vågner om morgenen er dagen som et forhindringsløb. Ting, der skal gøres, børn, der skal køres og tøj, der skal vaskes"
  • "Det giver mig god energi at få gået en tur - men som regel er jeg alt for træt, når jeg endelig får tid til det".

Hvad kan du gøre?

Forsøg at lave en liste over de større, regelmæssige aktiviteter i din hverdag. Det kan fx indkøb, transport, arbejde, rengøring og andre daglige pligter. Men også mere fornøjelige aktiviteter som at spille tennis, være sammen med venner eller leg med ungerne.

For hvert punkt på listen skal du overveje om aktiviteteten:

  • Tærer på dig – tager din energi. Eller ...
  • Nærer dig – giver dig energi og en gevinst – nu eller på længere sigt. 
  • Giver dig glæde og nydelse her og nu

Med listen ved hånden kan du gøre dig nogle tanker om din hverdag. Måske kan du sortere nogle af de mest krævende aktiviteter fra: 

  • Kan du aftale fx gensidig børnepasning eller fælles madlavning med familie og venner?
  • Kan du betale dig fra fx rengøring – eller bestille færdige måltidskasser?  
  • Kan du sætte dine krav til dig selv ned? Måske er det i orden, at der kun bliver støvsuget hver 14. dag. Eller at aftensmaden også kan være en portion havregrød.
  • Kan du kombinere de energikrævende opgaver med en nærende aktivitet? Fx høre en lydbog, mens du gør rent.
  • Måske kan du planlægge dagen, så en krævende opgave, efterfølges af en rar aktivitet? Små pauser giver dig et pusterum.

Prioritér de aktiviteter, der nærer og giver dig energi, ved at sætte dem ind din kalender. Forsøg også at have mindst en aktivitet hver dag, der giver dig glæde og nydelse. Føler du ikke længere glæde ved de aktiviteter, der før hen gjorde dig glad, så planlæg dem alligevel. Hjernen husker – og glæden vil på et tidspunkt komme tilbage.

Når man er stresset kan man komme til at fravælge social kontakt og afslappet samvær med andre. Forsøg i stedet at kombinere dine aktiviteter: Slap af i samvær med andre – ved bare at være sammen eller ved at gøre ting, I kan lide, i fællesskab. Hvis du kombinerer fysisk aktivitet og samvær, slår du også to fluer med ét smæk.

Mere kalendergymnastik

  • Indfør rutiner i din hverdag, så du står op, spiser, går en tur og ligger dig til at sove på samme tidspunkt, hver dag. Det giver hjernen ro.
  • Hav ikke for mange store aktiviteter planlagt samme dag.
  • Start dagen med at sætte et realistisk mål, for hvad du skal nå i dagens løb. Gør plads til pauser og til at der kan opstå uforudsete ting, som du skal tage dig af. Det kan give ro at skrive det ned, så du ikke skal have det hele oppe i hovedet. Overvej en plan B, hvis du ikke når dit mål.

Siden er sidst opdateret 15-7-2019



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring