Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Åben dialog Årsmøde 2018 i Odense

Den 8.-9. februar blev der holdt Åben dialog årsmøde i Odense, hvor deltagere fra Danmark og Norge udvekslede erfaringer og fik inspiration fra amerikanske Harlene Anderson og australske Flick Grey.
 

Af Birgitte Vange

Årsmødet løb af stablen 8.-9. februar 2018 i Dok5000 Odense. Det var arrangeret af en tværsektoriel gruppe fra Odense og Svendborg kommune og de psykiatriske afdelinger i Odense og Svendborg, der alle bruger Åben dialog i arbejdet med borgere/patienter.

Åben dialog 2018 i dok5000 Odense

 Den fynske planlægningsgruppe havde valgt den tidligere kornsilo Dok5000 ved Odense Havn som ramme om årsmødet.

Samskabende dialog
Under overskriften ’INVITE’ lyttede de 225 deltagere til den amerikanske psykolog og ph.d. Harlene Anderson. Hun talte om mødet mellem klient og professionel som en invitation til et menneskeligt møde, der kan skabe ny forståelse og forandring (’transformation’) hos begge. Harlene Anderson kalder det samskabende dialog.

’Som professionel er du en ’vært’, der skal få din ’gæst’ til at føle sig godt tilpas, og sætte en ramme om samtalen’ sagde Harlene Anderson. ’Men du er også en ’gæst’, der inviteres ind i den andens liv, udfordringer og tankeverden. Vær respektfuld og glem ikke den gode opførsel!’

’Vi rummer alle et væld af personlige fortællinger, der er vævet ind i hinanden (’a Storyball’). Som professionel kan du blive nysgerrig på så meget i den andens liv. Men kun din ’gæst’ ved, hvilken fortælling han/hun har lyst til at dele med dig, og hvad der er vigtigt lige nu’.

Gensidigt forandrende relationer
Australske Flick Grey er uddannet i lingvistik, har brugerbaggrund og arbejder med uddannelse af ’Peer support facilitators’. Hun har netop færdiggjort den 3-årige Åben dialog-uddannelse i London og er i gang med en ph.d. i Mad Studies i Melbourne og var også blandt oplægsholderne i uge 6.

’Det er svært at hjælpe mennesker, der er meget vrede, voldelige eller truer med selvmord. Det gælder også selv om begge er psykiatri-brugere’ sagde Flick Grey. ’Folk bliver bange. I peer-support fællesskabet prøver vi at bevare den gensidige nysgerrighed, så vi kan lære sammen’.

Flick Grey under åben dialog årsmøde 2018

Australske Flick Grey bragte mange nye og anderledes perspektiver på samarbejdet mellem professionelle og mennesker der var ’ude af sig selv’. 

 ’Hvordan kan vi skabe plads til at tale om det, der er svært?’ spurgte Flick Grey. ’Når du har en psykiatrisk diagnose opfattes du ofte som mindreværdig og dum. Folk lytter ikke til dig.’

’I Åben dialog lytter man også til dem, der almindeligvis ikke regnes for betydningsfulde. Der er større ligeværdighed. Men Åben dialog er ikke den eneste ’rigtige’ måde, at skabe en respektfuld kommunikation på.’

Mange erfaringer med Åben dialog i Danmark
Årsmødet gav mange refleksioner hos deltagerne, og der var rig mulighed til at udveksle tanker og erfaringer. Åben dialog-tilgangen anvendes i psykiatrien, socialpsykiatrien, kommunale myndighedsafdelinger, misbrugsbehandling, på bosteder, hos bostøttere og demenskoordinatorer over hele landet.

Flere satspulje-projekter omhandler implementering af Åben dialog i organisationer og kommuner. Et af dem er tilknyttet Den Sociale Virksomhed Skovvænget i Ballerup, som vil arrangere Åben dialog-årsmødet i 2019.

Fakta
Åben Dialog blev født i psykiatrien i Lapland i 1980’erne. Centralt er netværksmødet, hvor et menneske med en belastende problemstilling mødes med sit private og professionelle netværk. Her taler man om det, der er vigtigt for at opnå større fælles forståelse og sammen skabe forandring. Hensigten er at hjælpe mennesker med at tage ansvar for eget liv og bedring sammen med deres nærmeste. Læs mere her: https://vidensportal.dk/temaer/inddragelse/indsatser/aben-dialog

Psykolog Harlene Anderson (www.harleneanderson.com)
Internationalt anerkendt psykolog, foredragsholder, forfatter, underviser, supervisor og grundlægger af Taos Institute, Texas. Harlene Anderson er kendt for sit arbejde med Social Construction og Samskabende dialog.

Flick Grey (www.flickgrey.com)
Internationalt anerkendt foredragsholder, der arbejder i Melbourne, Australien med Åben dialog, Peer-support uddannelse og Mad Studies. Flick Grey har lang tids erfaring med psykiatrien og har i tidens løb fået 9 forskellige diagnoser.



 




Siden er sidst opdateret 13-2-2018



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring