Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilMarts 2015pilHverdagstestere har givet deres første input

Hverdagstestere har givet deres første input

Udvikling af nye senge, lamper med lysterapi i hjemmet, apps mod depression og input til kropsvisitering af patienter. Der er masser af nye metoder og produkter på vej i den psykiatriske behandling. Og når der fremover skal udvikles nye produkter, som skal bruges i psykiatrien, er det ikke længere kun fagfolk, der er med til at beslutte, hvad der virker og skal sættes i produktion. Det er patienterne og deres pårørende i høj grad også.
I det nye koncept Psykiatriens hverdagstestere kan de nemlig tage aktivt del i udviklingen og komme med deres input til, hvordan tingene bør være.

Regionsrådsformand Carl Holst (V) ser initiativet med Psykiatriens hverdagstestere som en oplagt mulighed for inddragelse af patienter og pårørende og som et godt afsæt for samarbejde med både offentlige og private virksomheder.

- Ved at inddrage patienter og pårørende kan vi være med til at sikre kvaliteten i de nye løsninger, der udvikles målrettet psykiatrien. Hverdagstesternes feedback er guld værd og er med til at sikre, at vi ikke udvikler produkter, som ikke virker, og som ikke kan bruges i virkeligheden. Deres input giver vigtig viden både for de private og offentlige virksomheder, der arbejder med at udvikle løsninger til behandling i psykiatrien, og det giver os mulighed for at bruge pengene mest fornuftigt, siger Carl Holst.

Hverdagstesterne har netop deltaget i det første projekt – en spørgeskemaundersøgelse omkring brugen af kropsvisitering i forbindelse med indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Her er hverdagstesterne blevet spurgt til, hvordan det opleves som patient, og samtidig blevet bedt om at komme med deres bud på, om eksempelvis scanning kunne være et alternativ til almindelig kropsvisitering.

En af dem, der allerede har meldt sig og er med i hverdagstesterne er Peter Krogh Eriksen. Han er selv tidligere patient i Psykiatrien i Region Syddanmark.

- Det er et virkelig godt initiativ, og det er dejligt at få mulighed for at være med til at påvirke noget af det, der sker på området. Følelsen af at kunne bidrage på en kvalificeret måde trods psykiske udfordringer er rigtig god, og som patient og pårørende kan man mærke, at det er et stykke arbejde, der bliver taget alvorligt af dem, der skal bruge det, siger Peter Krogh Eriksen.

 

Fakta:

Psykiatriens hverdagstestere er et landsdækkende testpanel, der består af helt almindelige patienter og pårørende, som kan melde sig til panelet. Testerne kan deltage i en række forskellige aktiviteter – for eksempel spørgeskemaundersøgelser, workshops og test af produkter. De vælger selv, hvilke test de vil medvirke i. Der testes aldrig medicin, og der er ikke tale om reklame eller salg af nye produkter.
Læs mere på www.hverdagstester.dk

Psykiatrien i Region Syddanmark har netop vedtaget en ny patient- og pårørendepolitik, som sigter mod en endnu højere inddragelse af patienter og pårørende i det daglige arbejde. Psykiatriens hverdagstestere er en del af den politik.

Næste opgave for Psykiatriens hverdagstestere bliver en workshop om brugen af lys i psykiatrien. Her skal hverdagstesterne blandt andet være med til at komme med input til, hvordan man ved hjælp af lys kan skabe et beroligende miljø i forbindelse med ECT-behandling, og hvordan brugen af lys i hjemmet kan hjælpe patienter og psykisk sårbare til en bedre søvn.



yderligere oplysninger fås hos:
  • Carl Holst (V), regionsrådsformand, Region Syddanmark. Mobil 40325210
  • Dorte Dalkjær, chef, Psykiatriens hverdagstestere. Mobil 24669591
  • Kirstine Skytt Mikkelsen, udviklingskonsulent, Psykiatriens hverdagstestere (kan hjælpe med kontakt til hverdagstestere). Mobil 24798315

Siden er sidst opdateret 9-3-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring