Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Rejsegilde på psykiatribyggeri i Aabenraa

Psykiatrien i Region Syddanmark inviterer til rejsegilde på anden etape af psykiatribyggeriet i Aabenraa, som består af nye psykiatriske døgnfunktioner og ambulatorier. Byggeriet skal samlet set rumme to afdelinger, der bliver de første helt nybyggede psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark.

Rejsegildet markeres med krans, taler og pølser:

Tirsdag 10. juni 2014 kl. 14.00

Kresten Philipsens Vej 30, 6200 Aabenraa

Se vedlagte invitation med kort over området.

Pressen er velkommen til at deltage.

Etape to af byggeriet omfatter opførelse af de psykiatriske døgnfunktioner og et gerontopsykiatrisk ambulatorium. Det er døgnfunktioner fra Augustenborg og Haderslev og døgnfunktion for unge fra Kolding og Augustenborg, der samles her. Byggeriet kommer til at hænge sammen med det eksisterende somatiske sygehus, hvilket betyder tæt samarbejde på tværs af somatik og psykiatri. I den fælles akutmodtagelse vil psykiatriske patienter også blive modtaget og det børne- og ungdomspsykiatriske ambulatorium vil holde til i samme familiehus som pædiatrien.

Der var første spadestik på anden etape af byggeriet i foråret 2013. Det står færdigt sommeren 2015.

Psykiatrien, maj 2014.jpg

Fakta
Psykiatrisygehusets nybyggeri i Aabenraa bliver samlet på ca. 20.000 kvm. Det nye hus får sammenlagt 110 døgnpladser og ambulante funktioner for ældre samt for børn og unge. 

White Arkitekter AS er totalrådgiver på byggeprojektet sammen med White AB.

Byggesum: Ca. 500 mio. kroner.

Byggeriet falder i to etaper.

Første etape: Et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium i forlængelse af det somatiske familiehus. Byggeriet nærmer sig sin afslutning og står færdigt til indflytning 10. juni 2014. Den officielle indvielse holdes senere sammen med hele etape 1 af somatikkens byggeri, herunder familiehuset.

Anden etape: En psykiatrisk og ungdomspsykiatrisk døgnfunktion etableres nordvest for den nuværende hovedindgang og forventes klar til indflytning medio 2015.  

Der er14 fagentrepriser involveret i denne del af byggeriet, hvilket har givet mulighed for at flere – også lokale firmaer - kan være med enten i fagentrepriserne eller som underentreprenører.

Psykiatribyggeriet i Aabenraa var oprindeligt planlagt til at stå færdigt i 2018. Men i forbindelse med regionsrådets 2009-vækstpakke lykkedes det at finde penge til at fremrykke projektet.

Læs mere på www.psykiatrienisyddanmark.dk/byggeri



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Kommunikationskonsulent Hanne Kopp, Psykiatrien i Region Syddanmark, mobil 9944 4873, hanne.kopp@rsyd.dk

Siden er sidst opdateret 4-6-2014



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring