Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilNovember 2020pilPletfri rengøring hos Psykiatrisk Afdeling Vejle

Pletfri rengøring hos Psykiatrisk Afdeling Vejle

Fejlfri rengøring har været resultatet på alle eksterne kontroller ved Psykiatrisk Afdeling Vejle. Rengøringen leveres af et privat firma, men skellet mellem det offentlige og det private er skrubbet rent, da fokus for begge i sidste ende er patienterne.

Når der gøres rent på Psykiatrisk Afdeling Vejle, så skelnes der ikke mellem medicinrum og trappeopgang. Alt skal være rent, og det skinner igennem på resultatet, når Dansk Servicerådgivning to gange om året har luppen fremme for at kontrollere rengøringsstandarden.

- Jeg tror, vi lykkes så godt, fordi vi forstår, det er en fælles opgave. Der ligger opgaver hos mit rengøringspersonale og hos afdelingens personale, men vi bliver bedømt samlet. Derfor er samarbejde altafgørende, fortæller Site Manager Anna Radomska fra Coor Facility Management.

I alt har der været otte kontroller i Vejle, hvor målopfyldelsen hver gang har været 100%.

Forskellige virksomheder med fælles mål

Psykiatrisk Afdeling Vejle flyttede i 2017 ind i et nyt byggeri, som blev opført som et offentligt-privat partnerskab (OPP). Coor, der står for rengøring og portøropgaver på afdelingen, er et privat firma, men det spiller ingen rolle ifølge Anna Radomska.

- For mig betyder det intet, at vi er to forskellige virksomheder, for vi arbejder i samme hus under samme tag. Vi udviser et fællesskab over for hinanden, og selvom det er på forskellige måder, så arbejder vi i sidste ende begge for, at patienterne har det godt. Det er udgangspunktet for alle mine dygtige og loyale medarbejdere, som er stolt af deres fag til hverdag, forklarer hun.

Samarbejdet går begge veje

Det gode samarbejde kommer særligt til udtryk i de mange opgaver, som løses døgnet rundt. Her hjælper afdelingens plejepersonale gerne til, hvis der opstår forhindringer i rengøringen.

- Nogle gange kan vi ikke gøre rent på en patientstue, fordi patienten er til stede. Her hjælper personalet os eksempelvis ved at gå en tur med patienten. Så kan vi få gjort rent på stuen, mens de er ude, og det sætter vi stor pris på, fortæller Anna Radomska.

Omvendt sørger rengøringspersonalet for at orientere afdelingens personale, hvis de ser noget, personalet har brug for at vide.

- Vi har et samarbejde baseret på tillid, og derfor fungerer det godt. Vi kan sige tingene lige ud til hinanden, og vi er gode til at orientere hinanden, når der er noget, enten vi eller plejepersonalet skal tage hensyn til eller være opmærksomme på.

Fokus på særlig patientgruppe

I Coor er uddannelse og videreudvikling højt prioriteret, og det gøres løbende, da det er en nødvendighed for at leve op til de standarder, der er gældende, når man gør rent i et sygehus. Det er også vigtigt, at medarbejdere er professionelle og tager hensyn til arbejdspladsen.

- Vi arbejder et sted, som har en særlig patientgruppe, vi skal tage hensyn til, og derfor er professionalisme altafgørende. Vi kan have rigtig travlt, eller stå i udfordrende omgivelser, men vi bliver nødt til altid at udvise ro og overskud, da det ellers kan gå ud over patienter og det øvrige personale, fortæller Anna Radomska og fortsætter.

- Uddannelse er vejen frem for at fastholde dygtige og kompetente medarbejdere. Derfor er jeg også meget stolt af, at mine rengøringsassistenter er uddannede rengøringsteknikere og har gennemført en skræddersyet uddannelse i konflikthåndtering og kontakt til personer med psykiske lidelser.

Brænder for patienterne

De fleste af Coors medarbejdere har arbejdet på afdelingen i Vejle siden 2017. Derfor kender de også patienterne, som nyder at få en snak med personalet om alt det, der ikke relaterer sig til indlæggelse.

- Jeg tror, patienterne er glade for at tale med os, fordi vi ikke forholder os til deres diagnose. Vi ser dem i øjenhøjde og respekterer dem, og vi taler med dem om stort og småt. Det synes jeg er enormt vigtigt, at vi kan, for så er vi også med til at gøre en forskel for patienterne hver dag, fortæller Anna Radomska.

For hende er det vigtigt, medarbejderne har det godt, når de er på arbejde, og at de brænder for det, de laver. Det forsøger Anna Radomska selv at vise, når hun er på afdelingen eller når hun arrangerer sociale aktiviteter for personalet.

- Jeg kan ikke forvente dedikerede og motiverede medarbejdere, hvis jeg ikke er det selv. Jeg engagerer mig i den daglige dag på afdelingen, og det gælder alt fra rengøring, sikkerhed, trivsel og fokus på et godt arbejdsmiljø.

- Det er også vigtigt, at have gode sociale relationer uden for arbejde, hvor vi eksempelvis kan mødes og fejre vores successer og hygger med hinanden. Det gør, vi bliver en dynamisk gruppe, der arbejder godt sammen. 



yderligere oplysninger fås hos:
  • Anna Radomska, Site manager, Coor Facility Management: 2368 4803

Siden er sidst opdateret 11-11-2020



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring