Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilApril 2020pilNy konstitueret ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Svendborg

Ny konstitueret ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Svendborg

Lilli Sørensen tiltræder den 15. april på den psykiatriske afdeling i Svendborg, hvor hun det kommende år er konstitueret ledende overlæge. En opgave hun går ind til med glæde, ydmyghed og nysgerrighed.

Lilli Sørensen er navnet på den nye konstituerede ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Svendborg. Hun starter i den nye stilling den 15. april. og skal være i det sydfynske et år frem.

56-årige Lilli Sørensen kommer fra En stilling som overlæge på Kvalitetsafdelingen på Sygehus Lillebælt, hvor hun gennem en lang årrække har været sektoransvarlig for skulderkirurgien på Vejle Sygehus. Hun er speciallæge i ortopædkirurgi.

Yderligere har hun været Klinikchef for rygkirurgien i Rygcenter Syddanmark. Det er derfor lidt af et karriereskift for Lilli Sørensen, der ikke før har været i psykiatriens verden. Hun er dog meget bevidst om sin rolle på den nye arbejdsplads.

- Jeg kommer med ledelsen. Jeg er meget ydmyg omkring, at personalet har de psykiatrifaglige færdigheder og kompetencer, der skal til at løse opgaven for vores patienter og pårørende. Men jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, og jeg går ind til opgaven med nysgerrige øjne, siger hun.

Stort fokus på mennesket
Lilli Sørensen har altid været optaget af at se på patienterne som hele mennesker og ikke apparater. Hun underviser i Klar tale og sætter en stor ære i at kommunikere ordenligt med patienter og pårørende. Derudover har hun også en coach-uddannelse. 

- Jeg har altid arbejdet med den gode samtale og på at få menneskevæsenet ind i sundhedsvæsenet, og det er særligt vigtigt hos de psykiatriske patienter. På den måde føler jeg, at jeg bliver godt match med psykiatrien. Ledelsesmæssigt synes jeg, det lyder rigtig spændende at få det hele forenet.

- Jeg håber, at vi kan vokse sammen, og jeg vil gøre det bedste for at få tingene til at fungere og skabe nogle rammer for medarbejderne, så de får de bedste betingelser for at udføre deres arbejde, siger Lilli Sørensen. 

Forbedringstankegangen følger med
Som resten af Region Syddanmark arbejder psykiatrisygehuset efter Den Syddanske Forbedringsmodel, hvor der hele tiden arbejdes på at optimere nogle daglige arbejdsgange og processer, så der bliver mere tid til patienter, pårørende og personalet.

Her er Lilli Sørensen en yderst kompetent person til at føre forbedringsarbejdet videre på afdelingen i Svendborg.

- Jeg underviser i forbedringsledelse og har gennemført Advanced Lean-Training (ALT) på Virginia Mason i Seattle. Jeg er særligt optaget af kulturmodellen, hvor vi kigger på, hvordan vi har det, og hvordan vi kan være kreative og innovative i forhold til de daglige rutiner.

- Og så er det fedt, at det er medarbejderne, der sidder med den store viden, som kommer med ideerne, forklarer hun.

Lilli Sørensen bor i Vejle, har to døtre på 19 og 22 og er gift med Michael Gøttrup. I sin fritid er hun kunstmaler og ”skabsoperasanger” – og så elsker hun havearbejde, yoga og meditation.



yderligere oplysninger fås hos:
  • Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør, Psykiatrien i Region Syddanmark: 2010 1931

Siden er sidst opdateret 14-4-2020



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt