Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilFrivillige i headspace løb med Frivillighedsprisen

Frivillige i headspace løb med Frivillighedsprisen

Det blev de frivillige i headspace, et rådgivningscenter for børn og unge der har det svært, som løb med Region Syddanmarks Frivillighedspris. Røde Kors i Esbjerg fik prisen ”Den Gode Idé” for deres indsats med at strikke varme, skridsikre sokker til patienter med dårligt blodomløb i benene på Sydvestjysk Sygehus.

 

Der var spænding i luften, da cirka 100 frivillige, ansatte i Region Syddanmark og medlemmer af regionsrådet 3. maj var mødt op på Psykiatrisk Afdeling i Vejle for at uddele regionens Frivillighedspris og Prisen for Den Gode Idé.

 

headspace - frivillighedsprisen

 

Frivillighedsprisen gik til frivillige i headspace

Frivillighedsprisen gik til de frivillige i headspace i Region Syddanmark. headspace er et landsdækkende, gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år, der i Region Syddanmark har rådgivningscentre i Esbjerg, Odense, Billund og Aabenraa. headspace har et tæt samarbejde med Psykiatrien i Region Syddanmark, der stiller en medarbejder til rådighed på alle fire centre.

 

Begrundelsen for at give prisen til de frivillige i headspace var, at de gør en stor og vigtig indsats for at hjælpe børn og unge, som har det svært. De står til rådighed, inden problemerne vokser sig for store, og i nogle tilfælde kan det betyde, at de unges problemer ikke udvikler sig til mere alvorlige psykiske lidelser.

 

Centerchef Susanne Mathiesen fra headspace i Billund er både overrasket og glad for prisen:

 

- Det er rigtig, rigtig stort for os. Vi er en meget ny organisation, og det betyder helt ufatteligt meget at få den her anerkendelse. Vi yder en indsats for nogle, der ellers ikke ville være set i systemet.

 

Også administrerende sygehusdirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen fra Psykiatrien i Region Syddanmark er begejstret:

 

- Det er utroligt dejligt, at headspace vandt prisen – og en stor anerkendelse til de mange unge frivillige, der prioriterer at bruge tid på at hjælpe nogle af dem, som har det svært. Vi er meget glade for vores samarbejde med headspace og ser i høj grad indsatsen som et forebyggende initiativ.

 

Prisen for Den Gode Idé gik til Røde Kors i Esbjerg

Prisen for Den Gode Idé gik til Røde Kors i Esbjerg med den begrundelse, at så umiddelbar og enkel en idé, som at strikke varme, skridsikre sokker til patienter med dårligt blodomløb i benene, giver rigtig god mening for patienterne.

 

Frivillig Ella Hedegaard Andersen fra Røde Kors Esbjerg siger:

- Det er helt fantastisk, at et par sokker kan gøre så meget. At vi kan vinde sådan en pris. Vi ved jo godt, at patienterne er glade for dem, men at det skulle føre til sådan en pris, det havde vi ikke forventet.

 

Oversygeplejerske Lene Jensen fra Neurologisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg, der er modtager af sokkerne, siger:

- Vi er stolte og glade på deres vegne. Det er virkelig en god idé, og vores patienter er rigtig glade for sokkerne. Det giver altid en god stemning på afdelingen, når de frivillige fra Røde Kors kommer med en ny sæk sokker til os.

 

Dommerkomité står bag valg af vinder

En dommerkomité, der blandt andet indeholder repræsentanter for lokale frivilligorganisationer, står bag udvælgelsen af de to vindere.

 

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), formand for dommerkomitéen, siger:

- Valget af de to prisvindere viser den store spændvidde, der er i de indsatser, de frivillige byder ind med. Det er både den store, organiserede indsats, men også den enkle og nære idé, som nogle borgere får og gør til virkelighed. Med prisen til de frivillige siger vi tak for alt det, de frivillige i hele regionen stiller op til. De gør i den grad en forskel for patienterne på vores sygehuse, for beboerne på de sociale institutioner og for den borger, der falder om med hjertestop.

 

Udover de to vindere var yderligere to indsatser nomineret til priserne: Frivillige på Hospice Sydfyn, der stiller op døgnet rundt for at gøre den sidste tid så god som mulig for beboerne, og børne- og ungecaféerne Ællingen og Svanen på H.C. Andersen Børnehospital, OUH, som drives af frivillige unge fra Ungdommens Røde Kors.

 

Dagen var en hyldest til de frivillige i regionen

Udover at afsløre de to vindere blev dagen brugt til at hylde de mange frivillige, der dagligt gør en stor indsats på regionens sygehuse, sociale institutioner og i den præhospitale

indsats som frivillige akuthjælpere.

 

Sangeren Søs Fenger, der er engageret i flere former for frivilligt arbejde, gav et par numre og fortalte, hvad der driver hende til at arbejde frivilligt, og læge Haifaa Awad, der har syrisk baggrund, berettede om sin tid i Syrien som frivillig læge på et felthospital.


Siden er sidst opdateret 4-5-2017



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon