Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilSå blev Lokalpsykiatri Sønderborg indviet

Så blev Lokalpsykiatri Sønderborg indviet

I forbindelse med at Region Syddanmark lukkede den psykiatriske afdeling i Augustenborg og flyttede døgnpsykiatrien til nye bygninger i Aabenraa, skulle der findes et nyt sted til den ambulante behandling i Sønderborg/Augustenborg området. I dag, torsdag 9. februar 2017, blev den nye lokalpsykiatri i Sønderborg så officielt indviet.

 

Indvielse - Lokalpsykiatri Sønderborg
 
Lokalpsykiatri Sønderborg blev indviet torsdag 9. februar 2017 - en stor forsamling af medarbejdere, samarbejdspartnere, politikere og presse var mødt frem. Fotos: Lene Esthave. Tekst: Hanne Kopp

 

Lokalpsykiatri Sønderborg ligger tæt på det eksisterende sygehus, og er en godt 100 år gammel bygning, der er blevet renoveret med respekt for det gamle og med hensyn til lokalpsykiatriens krav om tidssvarende funktionalitet og lokaler.
Her var en forsamling af medarbejdere, samarbejdspartnere, politikere og presse mødt frem for at fejre de nye lokaler.

-Patienten først. Det er et begreb, vi vil efterleve i Region Syddanmark. Det betyder blandt andet, at al behandling og kontakt til patienten skal tage udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov, og at samarbejdet med patienten skal være tæt, respektfuldt og tryghedsskabende. Med lokalpsykiatrierne vil vi netop, at hjælpen skal være der, hvor patienten har sit liv og hverdag. En åben dør og en hjælp tæt på, sagde formand for psykiatri- og socialudvalget Thies Mathiasen (DF).

 

Indvielse - Lokalpsykiatri Sønderborg
 
Psykiatri- og socialudvalgsformand Thies Mathiasen (DF) klipper snoren. 

 

Region Syddanmark har valgt at oprette lokalpsykiatrier i de største byer i regionen. Lokalpsykiatrien er indgangsporten til al behandling i almenpsykiatrien, og et udtryk for ønsket om at styrke den borgernære og ambulante behandling.

 

Det gamle med over i det nye
Gæsterne kunne ved selvsyn opleve, hvordan lokalerne er blevet tilpasset lokalpsykiatriens behov – en proces, som medarbejderne har deltaget i og selv været med til at påvirke. For eksempel er kunst og flere detaljer fra den gamle lokalpsykiatri i Augustenborg taget med over i det nye. Det blev bemærket i konstitueret ledende overlæge Lene Høghs tale:

 

-I har taget det gamle med ind i det nye, både billedligt og mentalt. Overalt hænger der flotte billeder, flot kunst i dejlige, livlige farver og samtidig med ro og samhørighed med bygningen, hvor en væg hist og her har fået en farve, som taler til kunsten. Og det fine er, at billederne er skabt af fotografier fra det gamle Augustenborg.

 

- Når man træder ind i bygningen, omsluttes man af den på en rolig og hjemlig måde - og det er helt klart den oplevelse vores patienter også vil have, og det er rigtig, rigtig godt. Hvis der er noget, der er vigtigt, så er det måden, vi møder vores patienter på. Det skal være imødekommende, venligt, roligt, trygt og forudsigeligt. Og det er det her, sagde Lene Høgh, fra Psykiatrisk Afdeling Aabenraa, som lokalpsykiatrien organisatorisk hører under.  

 

Størstedelen af de syddanske lokalpsykiatrier er ved at være på plads. Der er pt. nye lokalpsykiatrier på vej i Kolding, Haderslev og Odense. I Haderslev er der spadestik senere i februar i år, og der forventes rejsegilde på byggeriet i Odense til foråret. I Kolding er man ved at ombygge en eksisterende bygning i fællesskab med kommunen.

 

Indvielse - Lokalpsykiatri Sønderborg
 
Der hænger kunst flere steder i lokalpsykiatrien. Nogle af billederne forestiller det gamle Augustenborg, hvor lokalpsykiatrien tidligere lå. Her ses fra venstre - ambulantsygeplejerske Inga Ryberg, hendes mand har taget billedet - funktionsleder i lokalpsykiatrien Helle Wolff, konstitueret ledende overlæge Lene Høgh og oversygeplejerske Kirsten Christensen.


  
Fakta

Lokalpsykiatri Sønderborg holder til på adressen Sydvang 3B.


Psykiatrien i Region Syddanmark overtog to bygninger beliggende ved Sygehus Sønderjylland Sønderborg. Bygningerne er fra 1912, og har tidligere været brugt til felthospital. Senere overtog Sygehus Sønderjylland bygningerne – som senest har været brugt af onkologisk afdeling.


Det er fortrinsvist den ene bygning, lokalpsykiatrien bruger. 1700 m² er renoveret og ombygget, og der er indarbejdet udsmykning i huset som såkaldt bygningsintegreret kunst.
Hovedentreprenør: Hjortgaard Byggeri A/S, Sønderborg
Rådgiver: Totalrådgiver Ingeniørgruppen Varde A/S, Varde. Underrådgiver Arkitekterne Blaavand og Hansson A/S, Sønderborg.
Kunstnerisk udsmykning: Base-it, Odense.

Lokalpsykiatri Sønderborg består af et alment ambulant tilbud, et opsøgende psykoseteam (OPT) og gruppeterapeutisk team for personlighedsforstyrrede (PFT).
Udover Lokalpsykiatri Sønderborg er der også satellit funktioner som RCT Jylland, TIT (tidlig interventions team), retspsykiatri, ældrepsykiatri og diætist.


De 37 medarbejdere flyttede ind i efteråret 2016.

 

Indvielse - Lokalpsykiatri Sønderborg


 


Siden er sidst opdateret 10-2-2017



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon