Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilDøgnrytmelys er godt for både patienter og personale

Døgnrytmelys er godt for både patienter og personale

Døgnrytmelys på psykiatriske afdelinger, der simulerer det naturlige lys, er til gavn for både personale og patienter. Det viser en evaluering af projektet.

Mere end halvdelen af de patienter, som har en psykisk sygdom, lider samtidig af søvnforstyrrelser, som kan gøre deres symptomer værre. Forskning viser, at lys blandt andet kan være med til give en bedre søvnrytme. I 2013 blev initiativet Lys i Psykiatrien bevilget 20 mio kroner til at udvikle døgnrytmelys og andre innovative lyskoncepter i Psykiatrien i Region Syddanmark.

Initiativet indebærer blandt andet, at der er blevet installeret såkaldt døgnrytmelys, som simulerer det naturlige lys, på tre psykiatriske afdelinger. En evaluering af projektet viser nu, at døgnrytmelyset har haft en positiv effekt. Ikke kun for patienterne, men også for personalet på afdelingerne.

En bedre søvnrytme
Døgnrytmelyset følger det naturlige lys. Det betyder for eksempel, at patienterne om morgenen bliver vækket af lys, som gradvist tiltager i styrke, og at lyset om aftenen er dæmpet og har varme toner. Evalueringen viser, at det især er den dæmpede aftenbelysning, som har en rigtig god effekt, fordi lyset skaber en hyggelig stemning og virker beroligende på patienterne.

En af de afdelinger, hvor de til dagligt gør brug af døgnrytmelyset er Psykiatrisk Afdeling Aabenraa. De oplever tydeligt, at lyset har haft en positiv indvirkning på patienterne.

- Mange af vores patienter, som har haft svært ved at falde til ro om aftenen, har haft stor glæde af døgnrytmelyset, fordi det dæmpede lys gør dem mere afslappede end normalt lys. Det har givet dem en bedre og mere rolig søvn, fortæller ledende overlæge Lene Høgh. 

Godt for arbejdsmiljøet
Men det er ikke kun patienterne, som har haft glæde af døgnrytmelyset. Evalueringen viser nemlig, at personalet også har kunnet mærke en forskel. Det gælder især, når de har nattevagt.

- Døgnrytmelyset er godt, når jeg har nattevagt, fordi det giver en meget bedre overgang fra dag til nat. Jeg kan mærke, at jeg har fået mere overskud generelt – nok fordi jeg har nemmere ved at falde i søvn, når jeg kommer hjem efter en nattevagt, fortæller Hanne Bendixen som er sygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Aabenraa.

Personalet kan fra kontrolpaneler styre døgnrytmelyset i både fællesområder og på stuerne. Hvis der for eksempel opstår en akutsituation på en af stuerne om natten, kan personalet hurtigt slå natlyset fra og i stedet slå det akutlyset til.

Glade politikere
Evalueringsrapporten blev tirsdag præsenteret for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, og formand Thies Mathiasen (DF) var godt tilfreds med de foreløbige resultater:

- Evalueringen viser jo med al tydelighed, at det var en god ide at investere penge i det her projekt. Det er jo centralt, at vi hele tiden har øje for de mange forskelligartede muligheder, der er for at skabe bedre trivsel i psykiatrien. Både for patienter og medarbejdere.

Døgnrytmelys Psykiatrisk Afdeling Aabenraa

Foto: Chromaviso, eksempel på døgnrytmelys i Aabenraa

 

Fakta
Der er installeret døgnrytmelys på Psykiatrisk Afdeling Aabenraa, Psykiatrisk Afdeling Middelfart og Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. Der er også døgnrytmelys på den nye afdeling i Vejle, som bliver indviet 3. februar. 

Evalueringsrapporten er baseret på spørgeskemaer og interviews med både personale og patienter fra de tre afdelinger.

53 patienter og 245 medarbejdere har deltaget i evalueringen og den overordnede konklusion er, at der er udbredt tilfredshed med lyset, og at det opleves at have en effekt i forhold til at understøtte hyggelige og rolige rammer, der medvirker til, at patienter får en bedre søvnrytme.

 


Siden er sidst opdateret 25-1-2017



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon