Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilAustralsk forskningsleder til Telepsykiatrisk Center

Australsk forskningsleder til Telepsykiatrisk Center

15 års forskningserfaring, international gennemslagskraft og stor viden om, hvordan man bruger digitale værktøjer i psykiatrien. Sådan kan man opsummere de kernekompetencer australske Rhonda Wilson bringer med sig til sit nye job som forskningsleder hos Telepsykiatrisk Forskningsenhed.

Australske Rhonda Wilson er en kapacitet inden for Telepsykiatri - psykiatri hvor man bruger digitale løsninger i behandlingen. Hun er sygeplejerske og ph.d. og har 15 års forskningserfaring. Hendes forskningsinteresser omfatter udvikling af digitale sundhedsstrategier og brugen af sociale medier blandt sundhedspersonale, og hun har særligt forsket i, hvordan man kan nå psykisk syge børn og unge med app-baseret behandling.

- Telepsykiatri er et helt nyt område, så vi har skullet om på den anden side af jordkloden for at finde den mest kompetente forskningsleder. Rhonda Wilson brænder både for forskning og for psykiatri, og hun er et meget engageret og energisk menneske, som kommer til at inspirere både forskerne og de øvrige medarbejdere i centret, siger afdelingschef i Telepsykiatrisk Center, Claus Færch.

Siden Telepsykiatrisk Forskningsenhed så dagens lys for 1½ år siden, er forskningsenheden vokset støt både i antallet af forskningsprojekter og tilknyttede forskere og består i dag af 14 ansatte. Med Rhonda Wilson som ny forskningschef sikrer man en kompetent videreudvikling af forskningsenheden, hvor forskningen løftes til et højt internationalt niveau.

Rhonda Wilson er ansat i en fireårig periode, hun flytter mand og to børn med til Danmark, og hun er allerede i gang med at lære dansk.

Rhonda Wilson

Rhonda Wilson, forskningsleder Telepsykiatrisk Center

Fakta:
Telepsykiatrisk Forskningsenhed blev etableret 1. september 2015, og er et samarbejde mellem Psykiatrien i Region Syddanmark og Syddansk Universitet.

Begrebet telepsykiatri dækker over brugen af digitale værktøjer som apps, webprogrammer og videokonference i forbindelse med udredning og behandling af patienter i psykiatrien. De digitale løsninger kan være med til at sikre hurtig og tidlig hjælp til mennesker med psykiske lidelser og være med til at understøtte den enkelte i at tage vare på sit eget helbred.

 


Siden er sidst opdateret 17-1-2017



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon