Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

SYDTALENT har gavnet på flere niveauer

Region Syddanmarks talentprogram SYDTALENT, hvor alle sygehuse i regionen har deltaget med en gruppe unge talenter, har både givet psykiatrisygehuset lederudvikling af deres medarbejdere og løsninger på helt konkrete problemstillinger.

Hvordan får man patienter til at møde op, hver gang de har en tid i psykiatrisygehuset? Det spørgsmål har talentgruppen i Region Syddanmark arbejdet med de sidste mange måneder. Torsdag præsenterede de deres løsninger på en stor fælles SYDTALENT-konference for hele Region Syddanmark.

SYDTALENT er et talentudviklingsprogram i Region Syddanmark. Her har man givet 40 medarbejdere i Region Syddanmarks sundhedsvæsen mulighed for at arbejde med deres egen ledelsesudvikling gennem et fælles program. Hele holdet på 40 talenter har gennemført et forløb med et kick-of-arrangement, fire workshops og en afsluttende talentkonference, hvor løsninger og resultater blev præsenteret. I 2017 venter desuden et opfølgningsseminar.

Derudover har hver af de seks sygehusgrupper samlet sig om udviklingsarbejde vedrørende deres eget sygehus, og som det sidste er indlagt støtte til mere individuel ledelsesudvikling i form af tests, feedback og karriereplanlægning. Til gengæld skulle talenterne bidrage med at finde løsninger til konkrete, praktiske problemstillinger. Og i psykiatrisygehuset valgte talenterne altså, at zoome ind på problematikken omkring udeblivelser i lokalpsykiatrien.
Stephanie Lose, Charlotte Rosenkrantz Josefsen, Marie Paldam Folker

Marie Paldam Folker fra talentgruppen i samtale med regionsrådsformand Stephanie Lose, sygehus direktør Charlotte Rosenkrantz Josefesen og Agnete Larsen, ledende overlæge i Psykiatrisk Afdeling Esbjerg


 - Der er rigtig mange ressourcer at hente, hvis vi formår at få flere til at møde op til deres aftalte tider. Det er jo en kendt problematik og også noget, man har forsøgt at finde løsninger på flere gange. Men denne gang ville vi gerne endnu længere ned i materien og årsagerne til, at så mange udebliver. Forklarer én af de seks talenter, Marie Paldam Folker, teamleder, telepsykiatrisk Center.

Gennem et massivt analysearbejde, interviews med nuværende og tidligere patienter, workshops og erfaringsindsamling fra andre faggrupper, fx frisører og mekanikere er gruppen nået frem til fire områder, de mener, det ville gøre en forskel at arbejde videre med.

• Velkomstpakken – sørge for at alle nye patienter bliver budt velkommen og taget imod i lokalpsykiatrien på en menneskenær, vedkommende og i øvrigt ensartet måde.

• Buddy ordning – at man udnytter de ressourcer, der findes i tidligere patienter og sikrer, at hver patient har en buddy, en kontakt, som følger én igennem hele forløbet.

 • Venterum – mange patienter har det svært med ventesituationen. Hvis de psykiatriske venteværelser fremstår kolde og institutionelle forværres situationen for patienterne.

• Digitalt værktøj – et sted, hvor alle – også kontaktpersoner og familiemedlemmer - hurtigt og nemt kan finde alle relevante informationer. Både med hensyn til tid og sted, men også om medicin, journal m.m.

 

 De seks talenter var alle med på talentkonferencen i Kolding, hvor de fremlagde deres proces og løsningsforslag. Og administrerende direktør i psykiatrisygehuset, Charlotte Rosenkrantz Josefsen, var også mødt op:

- Det er et imponerende og meget grundigt arbejde, de seks talenter fra psykiatrien har lavet.  Vi er glade for programmet, der jo også giver en del af svaret på, hvordan vi får rekrutteret nye dygtige ledere til morgendagens psykiatri, samtidig med, at vi får gode løsninger på konkrete problemstillinger.

Marie Paldam Folker har også været glad for den personlige udvikling, der er fulgt med deltagelsen i programmet:

-  Det her med at arbejde med sin personlige faglige udvikling gennem en konkret problemstilling har været givende, fordi man kan se, at det arbejde man laver rent faktisk nytter og har relevans i forhold til den organisation man er i.
Psykiatrien i Region Syddanmarks SYDTALENTER ved deres egen stand.
Der var gang i snakken ved psykiatriens SYDTALENTERs stand på konferencen. 

Fakta:
SYDTALENT er et uddannelsesforløb i Region Syddanmark. Deltagerne fra Psykiatrien i Region Syddanmark er:
Marie Paldam Folker, teamleder, Telepsykiatrisk Center
Louise Schwartz, behandlingsleder ATT Vejle
Ana Ribeiro, overlæge, Psykiatrisk afdeling Vejle
Tomasz Duchnowski, overlæge Psykiatrisk afdeling Esbjerg
Per Krog, souschef, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg
Lise Stæt Vinther, sygeplejerske, Psykiatrisk Afdeling Esbjerg.

 Gruppen har arbejdet med, hvordan man får skabt det bedste forløb for den enkelte patient. En problemstilling forankret i Syddansk Forbedringsmodel. Denne brede problemformulering har de snævret ind til at omhandle, hvordan man forbedrer fremmødet i lokalpsykiatrien.
 

Siden er sidst opdateret 9-12-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon