Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilNye kurser giver fælles viden og forståelse om psykisk sygdom

Nye kurser giver fælles viden og forståelse om psykisk sygdom

Psykiatrifonden og Psykiatrien i Region Syddanmark har indgået et nyt samarbejde i form af kurser i fælles grundlæggende viden om psykiatriske diagnoser. Det skal være med til at højne forståelsen for mennesker med psykisk sygdom og på sigt kunne forebygge tvang.

Psykiatrien i Region Syddanmark og Psykiatrifonden har et fælles ønske om at udbrede forståelse for psykisk sygdom. Jo mere, relevante medarbejdere ved om psykisk sygdom, desto bedre kan de hjælpe borgerne.  Og det gælder ikke alene de ansatte, der arbejder direkte med behandling, det gælder også hende eller ham, der tager imod opkald eller sidder i modtagelsen. Alle kan bruge den fælles viden og drage nytte af den.

Derfor er de to parter gået sammen i et nyt samarbejde om at lave en række kurser for medarbejdere, hvor de får viden om psykisk sygdom og redskaber til fx at kommunikere med og hjælpe mennesker med psykisk sygdom. Kurserne foregår på tre niveauer, da der kan være forskel på, hvor meget den enkelte medarbejder ved om psykisk sygdom i forvejen.

 

Mere viden kan forebygge tvang
Et af kurserne giver mere grundlæggende viden om psykiatriske diagnoser og om, hvad man kan være opmærksom på, fx omkring en diagnose, når man taler med et menneske, der har det psykisk vanskeligt.

 

Chefpsykolog fra Psykiatrifonden, Michael Danielsen underviser på kurserne:

-Kursets fineste formål er også et kernepunkt for Psykiatrifonden, nemlig at minimere eller helt undgå brugen af tvang over for mennesker med psykisk sygdom. Her kan viden være afgørende for, hvordan en situation udvikler sig. Behovet er stort, og efterspørgslen på kurserne har været enorm. Vi lagde ud med et kursus, og nu er vi oppe på syv. Der bliver sikkert endnu flere, siger chefpsykolog Michael Danielsen fra Psykiatrifonden, og fortsætter:

 

-Psykiatrifonden er meget stolt af at være en del af Region Syddanmarks proaktive indsats. Regionen går foran på et vigtigt område, og vi håber, andre regioner føler sig inspirerede til at gøre det samme, siger Michael Danielsen.

 

Gå bagom sygdommen og se det hele menneske
Kursusdeltagerne fortæller, at de bliver ekstra opmærksomme på, hvor vigtigt det er at skabe en god relation til patienten. At man går bagom sygdommen; finder patientens ressourcer og ser det hele menneske. Så kommer forståelsen også. Andre lærer ikke at være berøringsangste overfor den psykiske syge. Nogle gange kan de være usikre på, hvordan de skal forholde sig – hvad er ok at sige eller spørge om?
Samtidig bliver kursisterne bekræftet i, at de ting de gør, også er rigtigt. Kurset er med til at forstærke ballasten yderligere, fortæller flere.

 

Læs interviews med flere deltagere

 

Sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov i Psykiatrien i Region Syddanmark ser fordele ved at trække på Psykiatrifondens ekspertviden. Samtidig giver det god mening, at alle medarbejdere får en fælles viden om og fælles forståelse for psykisk sygdom – uanset hvor i sygehuset de befinder sig:

-Flere administrative medarbejdere har efterspurgt mere basal viden om den psykisk syge patient. Man kan måske være i tvivl om, hvordan man skal reagere i de forskellige situationer. Generelt kan det hjælpe at få helt nye øjne på – også som behandlingsansvarlig medarbejder. Jo mere man ved og forstår den enkelte patient, desto bedre kan man skabe relationer og have blik for forebyggelse af tvang. I sidste ende kan det være med til at nedtrappe en konflikt, fordi man ved, hvad der skal til og hvad der er det helt rigtige alternativ for patienten, siger Ole Ryttov.


Psykiatrifonden underviser frem til foråret 2017. Der har været så stor tilslutning, at man har kunnet samle syv kurser fordelt over hele regionen. Kursisterne er typisk pædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere, sekretærer og administrative medarbejdere. 


Siden er sidst opdateret 8-12-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon