Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

International gigant på besøg i Odense

Der var et flot fremmøde, da præsidenten for World Psychiatric Association Dinesh Bhugra gæstede Odense, som et led i Psykiatrisygehusets workshoprække med internationale forskningsprofiler.

Psykiatrien er i en rivende udvikling i disse år. For mens vi har fået en langt bedre forståelse af hjernen og behandling af psykisk sygdom, gennemgår vores samfund en enorm udvikling. Globalisering, den digitale revolution, urbanisering, klimaforandringer og meget andet præger os som mennesker – på godt og ondt.

Det var denne udvikling, der var omdrejningspunktet i professor Dinesh Bhugras foredrag på Psykiatrisygehusets anden workshop i rækken af forskningsworkshops.

Der var mange, der var mødt op for at høre præsidenten for World Psychiatric Assocciation

Massivt fremmøde
Og der var ikke mange, der ville lade chancen for at høre denne hovedfigur inden for psykiatrien, gå fra sig.  48 læger, professorer, forskningskoordinatorer, studerende og forskerspirer var mødt op. Professor Povl Munk Jørgensen, der er en af hovedkræfterne bag rækken af workshops forklarer:

- Vi henter alle de største kanoner, som man ellers kun læser om eller ser på de store konferencer til vores foredragsrække. Så får man en chance for at sludre med dem i pausen eller få sit spørgsmål med i spørgerunden, og så bliver det altså sjovere at læse deres lærerbøger og i det hele taget udvide sin horisont.

Og Cecilie Kamuk Esbensen, medicinstuderende som er i gang med at lave et prægraduat forskningsår på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling i Odense, er da også glad for arrangementet:

- Man kan godt mærke, at han har mange erfaringer at trække på, når han taler. Han er jo ligesom toppen af poppen. 
Smiler hun.

Professor Povl Munk Jørgensen var rundt med mikrofonen, så de mange spørgelystne kunne stille Dinesh Bhugra spørgsmål

 

Faglig stolthed
Hun bider især mærke i pointen om, at vi i psykiatrien skal være stolte af vores fag. Som Dinesh Bhugra proklamerer i slutningen af sit foredrag:

- En af de helt store udfordringer for alle psykiatere er, at blive stolte af det vi laver. 

Hun kender selv følelsen af, at det er lidt tabu at være i psykiatrien, men hun synes, at mødet med Dinesh Bhugra har mindet hende om, at det faktisk er værd at løfte panden og være mere stolt og selvsikker. Og den indstilling glæder Povl Munk Jørgensen

Kernen i Dinesh Bhugras foredrag er jo også i høj grad, at vi skal lære at tale med én stemme i sundhedsvæsenet. At vi skal respektere hinanden og erkende, at vi alle har vigtige funktioner: forskere, klinikere, terapeuter, biologer. Ingen kan undværes.

Povl Munk Jørgensen har et særligt fokus på de unge. Han har blandt andet samlet de nye forskere i et forskerakademi. Og de havde aftenen inden foredraget glæden af, at møde Dinesh Bhugra i lidt mere uformelle rammer til en middag. Og Dinesh Bhugra deler tilsyneladende denne forkærlighed for ungdommen. Hans afskedssalut lyder:

- Psykiatriens fremtid er sikker i Danmark.

Og tilføjer med et glimt i øjet,

- Og vigtigst af alt: bliv aldrig voksen, husk at have det sjovt!


Én af de helt store
Dinesh Bhugras foredrag bygger på massiv erfaring. Foruden sit hverv som præsident for World Psychiatric Association er han professor emeritus of Mental Health and Cultural Diversity at the Institute of Psychiatry, Psychology and Neuroscience, Kings College, London, UK.


Han har desuden været Dean of the Royal College of Psyciatrists fra 2003 – 2008 og præsident for samme college 2008 – 2011.  Han står bag mange bogudgivelser og er blandt andet hovedredaktør for Handbook for Psychiatric Trainees  (RCPsych 2008).

Mere information om rækken af foredrag her.


 


Siden er sidst opdateret 10-11-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon