Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilPressemeddelelserpilOktober 2016pilLeg skal understøtte behandlingen i Børne- og Ungdomspsykiatri Aabenraa

Leg skal understøtte behandlingen i Børne- og Ungdomspsykiatri Aabenraa

Psykiatrien i Region Syddanmark har med støtte fra Trygfonden etableret et legeområde for afdelingens og sygehusets øvrige patienter i Aabenraa. I dag blev legepladsen indviet, og mødt op var afdelingens patienter, medarbejdere, samarbejdspartnere og regionspolitikere


Når man er barn eller ung og lider af psykisk sygdom kan mødet med sundhedsvæsenet være en stor omvæltning i hverdagslivet. Under behandlingen skal der fx også være tid og rum til udeaktiviteter og leg.


-En legeplads som denne giver børn og unge et rum – et åndehul – hvor de for et øjeblik kan glemme tid og sted, sagde regionsrådsformand Stephanie Lose (V), inden hun klippede snoren og officielt indviede legepladsen.

 

Indvielsen fandt sted mandag 10. oktober – dagen som i øvrigt er udnævnt til Sindets Dag, hvor hele verden sætter fokus på psykisk sygdom.

 

Snoreklip - legeplads i Aabenraa


Legepladsen blev indviet med snoreklip ved regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og psykiatri- og socialudvalgsformand Thies Mathiasen (DF), mandag 10. oktober 2016. Tekst og foto: Hanne Kopp - foto til download

 

Uderum og natur er med til at helbrede
I de nye sygehusbyggerier, som i disse år skyder op overalt i Region Syddanmark, bliver der lagt stor vægt på udemiljøerne – for, som udvalgsformand Thies Mathiasen pointerede, så hænger krop, bevægelse og psyke sammen:


-Vi ved, at uderum og natur har indflydelse på menneskets helbred og helingsproces, og derfor kan et sted som en legeplads være med til at understøtte helbredelse og livskvalitet gennem leg, bevægelse og fordybelse, sagde Thies Mathiasen, formand for psykiatri-og socialudvalget.


Legepladsen er udviklet af Designskolen Koldings LAB for Leg & Design i tæt samarbejde med børn og medarbejdere fra afdelingen i Aabenraa.


-Legepladsen er designet, så der kan være plads til bare at være barn – hvor barnets sprog, legen, er sat i centrum, og hvor der er rum til det, barnet har brug for, på barnets præmisser. Rum, der er præget af respekt for legen i sig selv. For leg er en kulturel værdi, der ikke bare kan sættes på pause, når man er syg, sagde rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen.

 

Check - legeplads i Aabenraa


Formand for TrygFondens regionale råd i Syddanmark, Poul Andersen overrakte checken på 500.000 kr. til ledelnde overlæge Klaus Müller-Nielsen, Børne- og Ungdomspsykiatri Aabenraa. Billede til download

 

Inddrages i behandlingen
TrygFonden var mødt op med en check på 500.000 kr., som symbolsk blev overrakt på dagen. Rådet står bag donationen som led i TrygFondens samlede arbejde med at sikre, at flere med psykisk sygdom får kvalificeret hjælp:


-Jeg håber, at de nye udendørsaktiviteter vil få en positiv betydning for børnenes livskvalitet. Samtidig bliver det spændende at se, hvilke muligheder det giver for personalet at kunne inddrage uderummet i behandlingen af de unge patienter, og at vi forhåbentligt får en masse positive effekter, der kan inspirere andre hospitaler og institutioner i hele landet, sagde Poul Andersen, formand for TrygFondens regionale råd i Syddanmark.


Afdelingen er allerede begyndt at bruge legepladsen aktivt som en del af udredningen. Her kan medarbejderne observere det enkelte barn og interaktionen med andre børn i et naturligt miljø.


Gennem leg og dialog forsøger afdelingen at udvikle barnet væk fra tilstande, der ofte er fastlåste i hjemme- og skolemiljø i form af ængstelighed, konflikter, urolig adfærd, sociale udfordringer mm.


Fakta
Legepladsen i Aabenraa er skabt i et fælles samarbejde mellem Psykiatrien i Region Syddanmark, Designskolen Kolding og Sygehus Sønderjylland. Trygfonden har støttet projektet med 500.000 kr.


Børne- og Ungdomspsykiatri Aabenraa og børne- og ungeklinikken på Sygehus Sønderjylland er placeret i et fælles familiehus. Tanken er, at de fælles legeområder skal bruges af alle børn på sygehuset.


Legepladsens primære brugere er børn og unge i alderen 5-14 år. Børnene er i dagsbehandling – mellem 3 til 12 måneder - og har deres daglige skolegang på stedet kl. 8-16 på hverdage. Der er 9 faste pladser i dagsafsnittet.

 

Afdelingens skole er drevet af Aabenraa Kommune. Målet med skolen er at beskrive, hvordan børnene reagerer i forskellige skolesituationer og få skabt det bedste tilbud fremadrettet.


På legepladsen er der: Trafikbane, spilzone, musikrum, balancebomme, gynge, boldområde, udebordtennis, bålplads, udekøkken og motorikbane.
 

Legeplads i Aabenraa


 



Yderligere oplysninger fås hos:
  • Regionsrådsformand Stephanie Lose, Region Syddanmark, mobil 25 33 09 82
  • Psykiatri- og socialudvalgsformand Thies Mathiasen (DF), Region Syddanmark, mobil 40 40 77 46
  • Formand for TrygFondens regionale råd i Syddanmark, Poul Andersen, mobil 23 23 61 50 Rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen, mobil 2012 1101

Siden er sidst opdateret d. 10-10-2016 af Psykiatrien i Syddanmark.



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt