Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

En sindssyg god søndag

I forbindelse med Trekantområdets Festuge sætter Psykiatrien i Region Syddanmark og flere samarbejdspartnere i Middelfart fokus på det gamle sindssygehospital i Teglgårdsparken med en kulturfestival med spot på psykiatri. 

Det er søndag 28. august, at kulturfestivalen finder sted. I området omkringTeglgårdsparken - det tidligere sindssygehospital i Middelfart - er der flere, både udendørs og indendørs arrangementer, hvor man kan gå rundt og høre dels om, hvordan det var at være psykisk syg og indlagt i gamle dage - og dels kan man få et indblik i, hvordan tiden har ændret sig; hvordan psykisk behandling foregår i dag og hvordan synet på psykisk sygdom generelt er skiftet.

Der er noget for enhver smag og i flere genrer - både foredrag, musik, dans, yoga, værksteder og workshops.

Der er fx foredrag ved en filmskaber og designer, der har lavet en 3D video om Post Traumatisk Stress, og man kan i den sammenhæng høre krigsveteranen Jesper Mailand fortælle om hans egne erfaringer med stress og psykisk sygdom efter at have været i krig.

Psykiatrien i Region Syddanmark sætter spot på kampagnen Ned med Tvang - og fortæller, hvordan sygehuset i dag arbejder med at forebygge tvang, om patient- og pårørendesamarbejde, om hvordan bedre relationer medarbejder og paitent imellem fx kan skabe et bedre samarbejde, nedbringe konflikter og i det hele taget øge muligheden for rehabilitering og et bedre liv for patienten.

Der er historisk rundvisning i parken med spot på bl.a. patienterne P.S. Krøyer og Sofie Skotte. Og tidligere patienter, såkaldte EN-AF-OS-ambassadører, fortæller om det at leve med en psykisk lidelse i dag.

En sindssyg god søndag er arrangeret i samarbejde mellem Middelfart Museum, Psykiatrien i Region Syddanmark, Panorama Middelfart og Middelfart Bibliotek.

Du kan se det fulde program her.


Siden er sidst opdateret 12-8-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon