Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilAfdelinger deler viden for at komme tvang til livs

Afdelinger deler viden for at komme tvang til livs

Psykiatrisk Afdeling Middelfart slog dørene op for kolleger i hele landet, tirsdag 31. maj, hvor omkring 200 psykiatriske medarbejdere kom for at dele viden om forebyggelse af tvang og få ny inspiration med sig hjem.

Safewardsmesse

Inspirationsdag om forebyggelse af tvang og Safewards på Psykiatrisk Afdeling Middelfart, hvor flere end 200 psykiatriske medarbejdere fra hele landet deltog. Tekst og foto: Hanne Kopp 

se mange flere billeder fra messen

Se video og interviews med deltagere

I forhallen og på gangene var der plancher og borde med Safewards materiale fra alle afsnit i Middelfart og flere steder i landet, bl.a. Amager, Sankt Hans, Aabenraa, Risskov og Viborg. Her kunne man lade sig inspirere af sine kolleger og høre om udfordringer og løsninger. I fysioterapien var der tai chi workshop og man kunne se, hvordan der blev brugt ballsticks massage, sansestole og styrketræning. Man kunne gå ned i ergoterapien i værkstedet og få inspiration til kreative aktiviteter; maling på lærred eller på sten, træværksted, papmachefigurer, mandela tegninger etc. Dagen i gennem var der musik i forhallen med Degas Trio fra Glamsbjerg på Fyn, en trio som afdelingen kender, og som hver fredag kommer for at spille for patienterne og for at give dem en god og alternativ ikke-terapeutisk oplevelse.
 

Isabel byder velkommen

Alle arbejder med tvang
De psykiatriske afdelinger i hele landet arbejder lige nu på at forebygge tvang overfor patienter. Med målet om 50 procents reduktion af tvang inden 2020 skal der arbejdes hurtigt, tænkes kreativt og nyt – og alle psykiatriske afdelinger må finde alternativer til tvang – tilbyde patienter aktiviteter, som kan forebygge konflikter og tvang. Det kan være sansemotorik, gåture, massage, musik, kreative aktiviteter, styrketræning etc. 
 

En af måderne kan også være at bruge Safewards – en engelsk metode med ti interventioner. Safewards handler blandt andet om at inddrage patienterne yderligere i behandlingen – at man gør ting sammen med patienterne. Man skal forebygge og nedtrappe konflikter ved nøje at bruge ord, der virker beroligende og afdæmpende. Det handler om at fokusere på det positive i patientens liv. Som medarbejder at sætte sig i patientens sted og blive mere klar på, hvad den enkelte godt kan lide, og hvad der virker.

Safewardsmesse


Fantastisk dag
Psykiatrisk Afdeling Middelfart, der var vært for dagen, kan nu se tilbage på en vellykket dag, som der måske kan komme flere af i fremtiden:
 

-Vi ønskede at arrangere en dag, hvor alle kunne komme og lade sig inspirere af, hvad vi laver af forebyggende aktiviteter i afdelingen, og også en dag, hvor afdelingerne kunne tage deres eget materiale med og dele deres erfaringer med andre, fortæller oversygeplejerske Isabel Gindeberg, Psykiatrisk Afdeling Middelfart.
 

- Og vi fik det hele. De psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark var repræsenteret. Mange fra andre regioner, omkring halvdelen af deltagerne, kom hertil for at lade sig inspirere. Flere har sagt, at det var en fantastisk dag – og alle har fået noget med sig hjem.

Safewardsmesse

 Se flere billeder fra Safewardsmessen

 

Se en glad oversygeplejerske Isabel Gindeberg fortælle om Safewards messen

Fakta
Psykiatrisk Afdeling Middelfart har i alt 104 sengepladser - fordelt med 34 i almenpsykiatrien og 70 i retspsykiatrien.
Almenpsykiatrien omfatter 2 døgnafsnit og lokalpsykiatri.
Retspsykiatrien omfatter fem sengeafsnit P3, P4, P5, P6 og P7 samt et ambulatorium. Retspsykiatrien varetager behandling af voksne psykiatriske patienter med en retslig foranstaltning, og har desuden landsdelsfunktion med ambulante mentalundersøgelser, behandling af sædelighedskriminelle samt retspsykiatrisk distriktspsykiatri (RDP), som dækker hele Region Syddanmark.
 

Sundheds- og Ældreministeriet og de enkelte danske regioner har indgået hver sin partnerskabsaftale med det formål at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Målet er at halvere brugen af bæltefikseringer frem mod 2020. Region Syddanmark har sat sig det mål at nedbringe brug af tvang i behandlingen med 50 procent inden 2019.

Safewards er en engelsk, evidensbaseret metode til at nedbringe risikoen for tvang på psykiatriske afdelinger. Safewards er udviklet på baggrund af 20 års forskning. Safewards skal implementeres på alle psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark, og breder sig efterhånden til flere psykiatriske afdelinger i hele landet.
 

Safewards ti interventioner er: Afklare gensidige forventninger, milde ord, kommunikativ deeskalering, positive ord, støtte ved dårlige nyheder, lær hinanden at kende, hjælp hinanden, beroligende metoder, genskabe tryghed, udskrivelses hilsner.

Safewardsmesse

Siden er sidst opdateret 6-6-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon