Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Nyt lys på ECT behandling

Elektrochok er en omdiskuteret behandling, men den hjælper mange patienter med fx svær depression eller psykose.


I Kolding er man for nylig begyndt at indføre beroligende lys og musik, som skal få patienterne til at slappe mere af inden behandlingen.


På afdelingen har man lavet et venterum med beroligende lys, så mens patienterne ligger og venter, kan de ligge i den svage belysning til tonerne af MusiCure og se en video med scener fra en skov med vandfald eller fuglefløjt.


Forhåbningen er, at det beroligende lys og musik kan skabe en mere gavnlig effekt i behandlingen med minimal beroligende medicin, mindre bedøvelse og en svagere strømeffekt.

ECT i Kolding Wavecare


Når patienten er mere afslappet, skal der nemlig ikke bruges så meget beroligende medicin – der kan bruges mindre anæstesi til at bedøve patienterne, og det betyder igen, at strømmen der bruges under ECT behandlingen, ikke behøver være så kraftig.


Forventningen er derfor, at mindre medicin og mindre strøm kan føre til en bedre oplevelse for patienten og give en behandling, der samtidig har en større helende effekt for patienten.


Lysets effekt testes lige nu: Der tages prøver, blodtryksmåling mm. og spørgeskemaer til patienterne skal være med til at afdække, hvordan lyset virker.


Det endelige resultat foreligger efter sommerferien. 

Pia Merete Andersen

Pia Andersen er ECT ansvarlig sygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling Vejle-Kolding. Hun har arbejdet på afdelingen i 19 år, og har det koordinerende ansvar for ECT behandlingen. Hun oplærer kollegerne til ECT, holder konferencer og sikrer kvaliteten af behandlingen.
-ECT er en indgribende behandling og skal kun tilbydes de patienter, der er svært psykisk syge. Det bedste ved mit arbejde er at se patienter få det bedre og bedre efter hvert forløb. Når de kommer, har de det så dårligt, at de ikke kan holde deres liv ud. Men de går herfra og kommer tilbage til et liv, som de ikke troede, de skulle vende tilbage til, siger Pia Andersen. Tekst og foto: Hanne Kopp


Fakta
På afdelingen i Kolding blev der sidste år gennemført 730 ECT behandlinger. Afsnittet giver ECT behandling tre dage om ugen, med ca. 8 behandlinger dagligt.


ECT har gavnlig effekt for indlagte patienter med svær depression, mani og psykose. Hver patient får typisk mellem 8-20 behandlinger. Bivirkninger ved ECT kan være svigtende hukommelse. 


Derudover har afsnittet ambulante patienter, der kommer ca. en gang om måneden og får ECT behandling.


Forsøget med beroligende lys er udviklet af CoLab Recovery & Rehab i samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation. Det er et udviklingsprojekt under regionsrådets initiativ, Lys i Psykiatrien. Projektet evalueres i løbet af sommeren og kan være et grundlag for en videre vurdering af, hvorvidt løsningen skal gøres permanent og udbredes til de øvrige afdelinger.

Se video, hvor Pia Andersen fortæller om ECT i Kolding

ECT - beroligende lys i Kolding

Her ligger patienterne, ofte tre af gangen, mellem 10-45 minutter og venter på behandlingen. Det beroligende lys, MusiCure, lyddæmpende gardiner og filmen på væggen skal få patienten til at slappe mere af.

ECT - beroligende lys i Kolding


I det næste rum ligger patienten vågen i mellem 5-7 minutter inden selve ECT behandlingen. Her måles blodtryk, EKG, der ligges drop til bedøvelse og patienten får elektroder på hovedet. Selve ECT behandlingen varer 1 minut.  

ECT - beroligende lys i Kolding


Efter ECT behandlingen køres patienten ind i et nyt rum, hvor han eller hun kommer til bevidsthed. De færreste husker dette rum, da de ikke er helt vågne, når de køres ud igen, men her skaber lyset og MusiCure også den beroligende effekt.

ECT - beroligende lys i Kolding

Siden er sidst opdateret 23-5-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon