Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Projektsygeplejersker forebygger tvang

Psykiatrisk Afdeling Odense har ansat tre projektsygeplejersker, der udelukkende har fokus på forebyggelse af tvang. De opholder sig sjældent på kontoret, for de er der, på afsnittene, hvor patienter og medarbejdere færdes. De hjælper kollegerne i situationer, hvor der enten er optakt til konflikt eller risiko for tvang. Hvor deres opgave er at rådgive kollegerne og komme med forslag til alternativer til tvang.


Projektsygeplejerskerne har alle tre mangeårig erfaring fra arbejde i psykiatrien. Rikke B. Pedersen kom fra huset i forvejen, hvor hun var på P501/P40. Helene S. Abild arbejdede tidligere på P302, som er en lukket afdeling, og hun har også været i Svendborg på P4. De startede begge i den nye stilling sidste år.

Tre projektsygeplejersker i Odense

På Psykiatrisk Afdeling Odense er der ansat tre projektsygeplejersker, der alle arbejder fuldtids med at forebygge tvang.Fra venstre: Helene S. Abild, Anette Stæcker Lauridsen og Rikke B. Pedersen. Tekst og foto: Hanne Kopp


Senest ankomne er Anette Stæcker Lauridsen, som startede i december sidste år. Hun har arbejdet på ungdomspsykiatrisk afsnit P2 og senest 10 år i socialpsykiatrien i Odense Kommune.


Der hvor forandringerne sker
De tre projektsygeplejersker er forskellige og har hver deres tilgang til arbejdet med forebyggelse af tvang. Helene er talknuseren, som analyserer sig igennem statistikker og måler udviklingen i tvangstal. Anette er den strukturerede, der får tingene sat i system, og Rikke går under navnet ”tvangs-Rikke” og er hende, der kan alt det med Safewards, beroligende metoder mm.

Fælles for dem alle tre, er, at de søgte jobbet, fordi de ønskede at skabe kulturændringer lige der, hvor tingene sker. Ikke på papiret og ikke på ledelsesgangen - men skabe forandringerne direkte på afdelingen, hvor patienterne og medarbejderne færdes.
I starten brugte de en del tid på at fortælle andre, hvad de lavede, og kunne til tider blive mødt af en undren blandt kollegerne – for hvad lavede de dog?


-Vi skulle også lige selv finde vores egne ben at stå på. Hvad var det, vi skulle og hvad var vores rolle? Det var en ny funktion, som var løst formuleret.  Men vi er faktisk kun blevet mødt med forståelse og en positiv holdning, når vi kommer rundt, og nu hvor kollegerne ved, at vi eksisterer, er der stor efterspørgsel på os. De ringer ofte, og spørger, om vi ikke lige kommer forbi og hjælper, fortæller Rikke B. Pedersen.


Tal giver sammenhæng
Udover bistand til konkrete situationer på afdelingen arbejder de tre projektsygeplejersker også mere forebyggende og bredt med tvang.


Noget af det første projektsygeplejerskerne gjorde, da de startede i projektet på Psykiatrisk Afdeling Odense, var at analysere tal over tvang. De ville undersøge, om der var patientgrupper, der havde fællestræk eller om der var andet, der kunne udledes af tallene.


Ved at gennemgå de seneste års tal erfarede de, at en fjerdedel af tvangen i Odense foregik i somatikken. I 2014 var 259 patienter blevet bæltefikseret i Odense – 60 var foregået som tvang i somatisk regi. Det vil sige, at tvangen er foregået i forbindelse med fx organisk delir, forgiftning eller efter selvmordsforsøg. Hver gang skal medarbejdere fra psykiatrien bistå somatikken, og tvangen bliver registreret i psykiatrien.


Denne problemstilling har Psykiatrisk Afdeling Odense nu haft fokus på, blandt andet ved at optimere samarbejdet mellem somatik og psykiatri på lægeligt niveau og ved at gøre en bestemt psykiater ansvarlig for indsatsen i somatikken. Resultatet er, at den somatiske tvang er blevet halveret indenfor det seneste år.


Få meget dårlige patienter
Ud fra talstatistikken fremgik det, at få patienter udsættes for en stor andel af den samlede anvendte tvang. I 2014 var der fx 38 personer, der sammenlagt var fikseret 141 gange. Det vil sige, at 38 personer stod for mere end halvdelen af det samlede antal bæltefikseringer på Psykiatrisk Afdeling Odense (259 bæltefikseringer).


Det betyder først og fremmest, at det generelt er en lille andel af psykiatriens samlede patienter, som udsættes for tvang.


-Det betyder også, at kan vi gøre en indsats overfor præcis de 38 patienter, så vil ikke alene deres behandlingsforløb optimeres, men antallet af tvangsepisoder vil samlet set falde markant. Kunne vi have gjort noget andet i stedet for – valgt en anden tilgang eller gjort noget mere forebyggende? Det er det, vi spørger os selv om, og som vi nu skal have lavet en plan for, fortæller Anette Stæcker Lauridsen.


Tvang skal også forebygges udenfor afdelingen
De tre medarbejdere kunne også ud fra 2014-tallene se, at 22 procent af alle bæltefikseringer skete i den første time efter indlæggelse.


-Når så meget tvang foregår så hurtigt efter indlæggelsen, så tyder det på, at vi også skal gøre noget, inden patienterne indlægges. Når patienterne indlægges, er de ofte så syge, at det kan være svært at forebygge tvangsanvendelse effektivt, siger Helene S. Abild.


Derfor har de tre projektsygeplejesker intensiveret samarbejdet med bosteder og kommuner. Afdelingsledelsen havde arrangeret en temadag med kommunerne i starten af marts måned, hvor det blev besluttet, at man resten af 2016 vil forsøge at lave forhåndstilkendegivelser både ambulant og på bostederne, når de tidligere patienter har det godt.  For det er her, at borgeren er i stand til at fortælle, hvordan han eller hun bedst kan samarbejde ved en eventuel fremtidig indlæggelse.


Er med til at sprede viden
Projektsygeplejerskerne er ikke i tvivl om, at det har en betydning, at de er synlige ude på afsnittene meget af tiden. De er med til at nedbryde eventuelle misforståelser mellem de enkelte afsnit, hvor der godt kan være forskellige tilgange til forebyggelse af tvang – og så er de alle tre med til at sprede de gode erfaringer og ideer til forebyggelse af tvang på tværs af afdelingen, fordi de kommer i alle afsnit. 


Fakta
Alle psykiatriske afdelinger i Danmark har et mål om at forebygge tvang – og også i Psykiatrien i Region Syddanmark arbejder medarbejderne hver dag med forebyggelse af tvang – målet er, at tvangen skal ned med 50 procent inden udgangen af 2019.


I forbindelse med at psykiatrisygehuset fik flere penge af regionsrådet til indsatsen med tvang, valgte Psykiatrisk Afdeling Odense at bruge en del af deres penge på ansættelse af de tre projektsygeplejersker. 


Sammen med kollegerne arbejder de tre projektsygeplejersker blandt andet på, at der bliver lavet eftersamtaler og forhåndstilkendegivelser på afdelingen. At man får øje på de kendte patienter i tide, de patienter som kan være i fare for at blive udsat for tvang – og i det hele taget være mere opmærksom på faresignaler og optrækning til konflikter mm.


Efter hver tvangssituation på afdelingen holder projektsygeplejerskerne også et møde med kollegerne, hvor de gennemgår den enkelte situation.

  


Siden er sidst opdateret 12-5-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon