Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Fortsat støtte til unges trivsel

Cirka hver fjerde unge, der dropper ud af en ungdomsuddannelse, angiver mistrivsel som årsag. Et 3-årigt regionalt projekt har haft til formål at styrke trivslen på ungdomsuddannelserne. Projektperioden udløber snart, men flere af projektets indsatser fortsætter.

Som en del af indsatsen for at styrke de unges trivsel på ungdomsuddannelserne, har regionen i en periode tilbudt gratis kurser til undervisere, vejledere, mentorer og ledere på ungdomsuddannelserne. Et af de uddannelsessteder, der har sagt ja tak, er IBC Aabenraa. Se hvad underviserne har fået ud af det i filmen nedenfor

 


Unge, der trives, har lettere ved at gennemføre deres ungdomsuddannelse. Det giver god mening. Men hvordan får man så de unge til rent faktisk at trives? Det har et syddansk projekt haft fokus på de seneste 3 år.


Som en del af projektet, har flere end 1000 undervisere, vejledere, mentorer og ledere på ungdomsuddannelserne de seneste to år været igennem et kursusforløb betalt af regionen.

Kurserne har givet dem redskaber til dels at spotte unge, der mistrives, dels at håndtere mistrivslen.


I sidste ende skal det føre til, at de unge bliver mere robuste og bedre til at håndtere deres liv på trods af psykiske og sociale problemer.


Fokus på de unges trivsel fortsætter
Projektet afsluttes i juli 2016. Det er dog besluttet, at nogle af de tiltag, der har været størst efterspørgsel efter, fortsætter i efteråret. Det drejer sig om:


Kursus for undervisere om Psykisk sundhed og mestring hos unge i uddannelse
Informationsmøder i Psykiatrien for undervisere, vejledere og mentorer fra ungdomsuddannelser, jobcentre og UU-vejledninger.


Det regionale informationscenter PsykInfo driver tiltagene videre fra 1. august 2016, og hvis man vil vide mere om de enkelte indsatser – for eksempel, hvordan man melder sig til et undervisningsforløb, kan man kontakte:
PsykInfo-konsulent Liselene Pedersen, telefon 99 44 45 46 eller mail: liselene.pedersen@rsyd.dk


Nu skal de unge på banen
De unge har dog også en vigtig rolle at spille. Derfor har sidste etape af det 3-årige projekt stor fokus på at inddrage de unge.


Cirka 500 unge mennesker har deltaget i regionale workshops, hvor de har givet deres bud på, hvad der skal til, for at de trives. Og 10. og 11. maj afholder regionen 2 konferencer, der sætter fokus på, hvordan de unge selv kan arbejde med trivslen – både individuelt, og i deres elevråd.


En egentlig evaluering af projektet finder sted i oktober 2016. Derefter besluttes det, om der er tiltag eller aktiviteter, der skal føres videre i 2017.


Fakta
Der ligger cirka 60 ungdomsuddannelser og cirka 20 produktionsskoler i regionen.
På erhvervsuddannelserne dropper 29 procent af de unge ud af deres uddannelse inden for det første år, mens det er 10 procent på de gymnasiale uddannelser.
Det 3-årige regionale projekt Trivsel og psykisk sundhed på ungdomsuddannelserne startede op i august 2013 og afsluttes i juli 2016.
Målet med projektet er at styrke trivslen blandt de unge, så færre falder fra en ungdomsuddannelse. Det skal være med til at bane vejen for at nå målet med 95 procent unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse i Region Syddanmark.
I dag har 79 procent af de unge mellem 25-34 år i Region Syddanmark gennemført en ungdomsuddannelse.


Siden er sidst opdateret 9-5-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon