Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden

Lokalpsykiatri Kolding på vej

Lokalpsykiatrien skal placeres, hvor det giver mest mening og gerne centralt. Region Syddanmark vil derfor placere den nye lokalpsykiatri i Kolding i Låsbyhøj, og sammen med Kolding Kommune skabe et fælles sundhedscenter med fokus på psykiatri.

Patienter i Kolding med psykiske lidelser skal nemt kunne få hjælp, hvad enten de har brug for tilbud fra Kolding Kommune eller Region Syddanmark.

Låsbyhøj skal huse lokalpsykiatri

Derfor har regionsrådet i Region Syddanmark på et møde mandag 21. december 2015, valgt at pege på Låsbyhøj, der ligger på Nørregade 1 i Kolding, som den kommende adresse for regionens lokalpsykiatri.

Region Syddanmark vil købe en andel af Låsbyhøj, og i løbet af 2016 vil der i samarbejde med Kolding Kommune blive udarbejdet et fælles byggeprogram, der efterfølgende skal godkendes af regionsrådet og kommunalbestyrelsen.

Kommunale tilbud kommer til at ligge dør om dør med lokalpsykiatrien

Der skal skabes et fælles center på Låsbyhøj, hvor kommunen blandt andet vil flytte kommunens hjemmestøtte, misbrugscenter, Ungekontakten og arbejdsmarkedsrelaterede tilbud til.

Udvalgsformand for psykiatri- og socialudvalget, Thies Mathiasen (DF), siger:

- Samarbejde er en kongstanke i Region Syddanmarks sundhedstilbud, og det er uanset, om vi snakker psykisk eller fysisk sundhed. Derfor er det nærlæggende, at vi så vidt muligt forsøger at placere vores tilbud dør om dør med de kommunale tilbud. Samtidig får borgerne én indgang til de kommunale og regionale sundhedstilbud.

Ved at placere tilbuddene dør om dør giver det bedre muligheder for, at tilbuddene kan mødes på tværs og sikre gode forløb for borgerne.

Lokalpsykiatrien forventes at flytte ind i 2018.

Fakta

Lokalpsykiatrierne skal tage sig af patienter, der skal behandles ambulant – det vil sige behandling, der ikke kræver en indlæggelse.

Langt størstedelen af de patienter, der udredes og behandles i Region Syddanmark bliver behandlet i lokalpsykiatrien.

Der er i øjeblikket lokalpsykiatrier i: Brørup, Esbjerg, Fredericia, Middelfart, Svendborg, Tønder, Varde, Vejle og Aabenraa

Udover lokalpsykiatrien i Kolding er der lokalpsykiatrier under etablering i Odense, Haderslev og Sønderborg.
 


Siden er sidst opdateret 22-12-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon