Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Besøg fra Safewards

Psykiatrien i Region Syddanmark har netop haft besøg af fem medarbejdere fra et psykiatrisk hospital i Derby i England.  De engelske besøgende var rundt på psykiatriske afdelinger i Odense, Kolding, Esbjerg og Aabenraa, hvor de skulle lære medarbejderne om Safewards.  Og besøget sluttede af med en national konference i Middelfart, hvor omkring 160 medarbejdere fra hele Danmark deltog.

Safewards netværksdag

Safewards er en evidensbaseret metode med ti interventioner, der kan være med til at forebygge tvang og konflikter på afdelingerne.
 

Safewards besog

-Stop doing things TO the patients . Start doing things WITH the patients. Dette var de fem medarbejderes ord og råd til de danske kolleger. Her ses holdet i Aabenraa. Det er Hannah Wharton, Angela Griffin, Linda Johnson, Niki Simbani, Anne-Mette Nørregaard (Region Syddanmark) og Laura Walters. Foto og tekst: Hanne Kopp

De engelske specialister i Safewards gav de danske kolleger gode råd med på vejen. Og på konferencen, torsdag 3. december 2015, blev englændernes viden og erfaringer spredt til samtlige regioner i Danmark. 

Safewards konference
Den nationale Safewards dag om forebyggelse af tvang satte flot punktum for engelsk besøg rundt på regionens psykiatriske afdelinger. Nu bliver Safewards metoden implementeret i hele Psykiatrien i Region Syddanmark.

Fokus på det positive
Safewards handler blandt andet om, at patienterne skal inddrages i behandlingen – at man skal gøre ting sammen med patienterne. Man skal forebygge og nedtrappe konflikter ved nøje at bruge ord, der virker beroligende og afdæmpende. Det handler om at fokusere på det positive i patientens liv. Spørg – hvad gør dig glad? Hvad betyder noget for dig? Som medarbejder sætter man sig i patientens sted og bliver mere klar på, hvad den enkelte godt kan lide, og hvad der virker. Skal patienten høre musik – vil det virke at gå en tur eller vil patienten hellere ned i sportshallen eller motionsrummet.  Som fagperson skal man måske give noget af sig selv.

- Det har været en fantastisk inspirerende og intens dag, hvor alle har bidraget. Godt at se så mange samlet omkring forebyggelse af tvang. Jeg er sikker på, at vi kan lave noget lignende næste år, hvor vi kan dele vores erfaringer på tværs, og ikke være så famlende, som vi måske har været i dag, sagde Anne-Mette Nørregaard, der er projektleder på implementeringen af Safewards i Region Syddanmark.

Safewards - på besog

Små ting gør en stor forskel
De engelske besøgende udtrykte begejstring. Meget var som i England. Andet var anderledes. De var imponerede over de nye afdelinger med brede gange med lys, motionsrum og plads, de flotte omgivelser samt, hvordan man havde formået at trække naturen ind. De synes dog, at væggene var meget hvide og sterile – og foreslog, at man skulle pryde dem med tegninger og beskeder, lavet af patienterne. Det gør man i England, og det er netop en af Safewards metodens interventioner, hvor træer med små udskrivningshilsner fra patient til patient har som funktion at opmuntre og give håb til nuværende patienter. For det handler Safewards netop også om. At give patienterne tillid, tryghed, glæde og en tro på, at man kan blive rask igen.

Se flere billeder fra dagen i Middelfart
 

Se video - med oplægsholdere


Fakta
Safewards er en engelsk, evidensbaseret metode til at nedbringe risikoen for tvang på psykiatriske afdelinger. Safewards er udviklet på baggrund af 20 års forskning. Safewards skal  implementeres på alle psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark.

Medarbejderne er på nogle afdelinger blevet undervist i de ti interventioner, og hver afdeling har i løbet af november fået leveret en Safewardskasse med et bredt udvalg af musik, puder, farveblyanter mm, som skal bruges til at adsprede patienter og forebygge konflikter.

Safewards ti interventioner er: Afklare gensidige forventninger, milde ord, kommunikativ deeskalering, positive ord, støtte ved dårlige nyheder, lær hinanden at kende, hjælp hinanden, beroligende metoder, genskabe tryghed, udskrivelses hilsner.

I forbindelse med Regeringens og Danske Regioners aftale bevilligede regionsrådet i Region Syddanmark 43 mio. kr. til kompetenceudvikling i psykiatrien i 2015-18 for at nedbringe tvang. Safewardsdagen var finansieret af sygehusets kompetenceudviklingsplan. 

Læs mere på www.safewards.net og www.psykiatrienisyddanmark.dk/tvang


Siden er sidst opdateret 2-2-2016



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt