Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Alle 22 kommuner med i behandlingskæden

Alle 22 kommuner i Region Syddanmark er nu med i Behandlingskæden - et samarbejdsprojekt udviklet af Center For Selvmordsforebyggelse under Psykiatrien i Region Syddanmark. Behandlingskæden er et samarbejde på tværs af sektorer i kommune og region, og den skal skabe et bedre og mere sammenhængende forløb for selvmordstruede børn og unge.

Med de sidste aftaler på plads i Varde og Billund er alle 22 kommuner i Region Syddanmark nu officielt en del af samarbejdet ´Behandlingskæden´, der skal sikre sammenhængende behandlings- og opfølgningsforløb for børn og unge efter et selvmordsforsøg.

I Varde og Billund går man nu i gang med at oprette selvmordsforebyggende teams – såkaldte Selvfo-teams, der skal være med til at tage hånd om de ramte børn og unge. Selvmordsforebyggende teams er en del af Behandlingskæden i alle kommuner og består af fagpersoner, som opkvalificeres indenfor området. Det er disse teams, der står for koordinering af forløb for børn og unge, der har forsøgt at begå selvmord.

Behandlingskæden er udviklet af Center For Selvmordsforebyggelse under Psykiatrien i Region Syddanmark og startede oprindeligt op på Fyn allerede i 2002.

Kim Juul Larsen, der er leder for Center For Selvmordsforebyggelse forklarer, at børn og unge tidligere risikerede at blive tabt i systemet efter et selvmordsforsøg, men det er Behandlingskæden nu med til at rette op på.

- De forskellige instanser i kommune, psykiatri og somatik arbejder nu sammen om at skabe et velkoordineret forløb for den unge og dennes familie,” siger han.
 

Samarbejdet mellem sektorer virker
Kim Juul Larsen forklarer, at det uden Behandlingskæden i høj grad er op til familien selv at undersøge, hvor de kan få hjælp til deres barn, og det kan være en besværlig opgave. Behandlingskæden skal sikre opfølgning på tværs af somatik, psykiatri, egen læge og kommune.

Det overordnede mål med projektet er at sikre fortsat opkvalificering i kommunerne og et godt samarbejde mellem forskellige sektorer. Det sikrer, at selvmordtruede børn og unge får den mest kvalificerede hjælp, og at de ikke bliver tabt i systemet.

- Behandlingskæden er et rigtig godt eksempel på, hvordan samarbejdet mellem de forskellige sektorer kan fungere rigtig fint. Vi er glade for, at det nu er lykkedes at få de sidste kommuner med, for samarbejdet er med til at give vores patienter den bedst mulige behandling,” siger Thies Mathiasen, formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark.

Her kan du læse en artikel om behandlingskæden i bladet Suicidologi.

FAKTA:

Samarbejdet om Behandlingskæden startede i 2002 som et satspuljeprojekt initieret af det tidligere Fyns Amts Børne- og Ungerådgivning Vestfyn. Formålet var at organisere og koordinere patientforløb mellem ni fynske kommuner, to skadestuer samt børne- og ungdomspsykiatrien.
Projektet blev implementeret i alle fynske kommuner i 2007-2010.
Behandlingskæden blev implementeret i hele Region Syddanmark fra 2010-2015.


Siden er sidst opdateret 2-11-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt