Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Få styr på dine alkoholvaner

Psykiatrien i Region Syddanmark står sammen med en række andre parter bag et nyt netbaseret værktøj, hvor danskerne kan tjekke deres alkoholvaner og få gratis anonym vejledning.

Uge 40 står i alkoholvanens tegn - også i en række kommuner, der fra mandag den 28. september åbner for en ny, anonym og gratis rådgivning.

Redskabet findes på www.tjekdinealkoholvaner.dk og er blevet til i et samarbejde mellem blandt andre Psykiatrien i Region Syddanmark, kommuner, Lundbeck og Alkohol & Samfund.

Tjekdinealkoholvaner.dk er som det første af sin slags et evidensbaseret program, der bliver forskningsevalueret i forhold til brugen af det. Det sker i Enheden for Klinisk Alkoholforskning, som især kendt for praksisnær forskning i det store RESCueH-projekt, der er forankret i Psykiatrien i Region Syddanmark.

Ideen med det nye redskab er, at alle og enhver kan teste deres alkoholvaner og få et overblik over, om de har et sundt alkoholforbrug eller ej. Hvis man indtaster sit postnummer, og det viser sig, at man har et problem, så henviser programmet til det nærmeste kommunale behandlingstilbud. Fremadrettet vil man også blive tilbudt, at et behandlingstilbud kontakter en, hvis det viser sig, at man har et problem.

Tjekdinealkoholvaner.dk er anonymt og giver mulighed for alt fra at oprette en dagbog, hvor man kan notere sit forbrug og eventuelle forandringer, til at blive henvist til nærmeste behandlingstilbud eller få tilbudt konkret rådgivning.

Psykiatrien i Region Syddanmark er allerede på andre områder langt fremme i forhold til at bruge internetbaseret behandling (blandt andet i www.internetpsykiatrien.dk, hvor der tilbydes behandling på nettet til mennesker med angst og depression), og www.tjekdinealkoholvaner.dk er det første skridt på vejen mod internetbaseret behandling også på alkoholområdet.

Projektet lægger også op til et tættere samarbejde mellem de relevante aktører på området, og det glæder Thomas Adelskov, der er formand KL’s social- og sundhedsudvalg.

- Jeg vil gerne kvittere for den store indsats, som Lundbeck, Alkohol & Samfund og Psykiatrien i Region Syddanmark har lagt i projektet i samarbejde med kommunerne. Det er faktisk ret nyskabende og indeholder lovende perspektiver i forhold til et tættere samarbejde mellem regionens psykiatri, private aktører og de kommunale behandlingstilbud – til gavn for borgerne, siger Thomas Adelskov.

Du kan tjekke dine alkoholvaner her: www.tjekdinealkoholvaner.dk

Og du kan læse mere om det store alkoholforskningsprojekt RESCueH her: http://psykiatrienisyddanmark.dk/wm427340


Siden er sidst opdateret 28-9-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon