Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Arbejdsmiljø i udvikling

Certifikatet fra DNV er det synlige bevis på, at Psykiatrien i Region Syddanmark lever op til de højeste internationale standarder på området.

Ledende DNV-auditør Jens Østergaard havde topkarakter med til sygehuset: ”Jeg har en oplevelse af, at I har rykket jer meget, siden den første certificering i 2012. Der er et stort engagement på alle ledelsesniveauer og ikke mindst i arbejdsmiljøorganisationen”.

Fælles fodslag

DNV fortæller, at der i beskrivelsen af arbejdsmiljøarbejdet er god overensstemmelse mellem sygehusledelse, afdelingsledere, funktionsledere og medarbejdere. Sygehuset får også ros for den systematiske krisehåndtering, der er en naturlig del af hverdagen i sygehusets afdelinger.

Jens Østergaard peger på, at sygehuset er kommet langt på de tre år, der er gået siden sidst: ”Vi oplever, at der er blevet fulgt op på de udfordringer, DNV pegede på ved certificeringen i 2012. Der er bl.a. sat en række tiltag i gang for at mindske arbejdsbelastningen for sygehusets funktionsledere. Samtidig er der kommet struktur på byggeprocesserne, rundt omkring”.

Som en del af afrapporteringen peger DNV på hele 46 rosværdige tiltag til forbedring af arbejdsmiljøet ude i sygehusets afdelinger: ” Jeg har sjældent set så mange rosværdige tiltag – og på vestjysk manér har vi ikke været gavmilde med dem” slutter Jens Østergaard.

Godt gået!

Det var også en tilfreds administrerende sygehusdirektør Charlotte R. Josefsen, der takkede DNV for en professionel og dialogbaseret tilgang til certificeringen:

”Vi kan med rette være stolte. Det har været en fornøjelse at mærke det store engagement i arbejdsmiljøgrupperne, men også at opleve sammenhængskraften på tværs af sygehuset - at der er en rød tråd i de indsatser, der sættes i gang. Arbejdsmiljøet er vigtigt for medarbejdernes trivsel – og dermed også for kvaliteten af patientbehandlingen og patienternes trivsel”

Få mindre væsentlige afvigelser

DNV fandt ingen væsentlige mangler i arbejdsmiljøarbejdet. Der var få mindre væsentlige afvigelser, bl.a. relateret til manglende dokumentation af arbejdsmiljøarbejdet, herunder brugen af den elektroniske logbog.

Fakta

Psykiatrien i Region Syddanmark blev første gang certificeret af DNV i 2012. Psykiatrisygehuset er certificeret efter Arbejdsministeriets bekendtgørelse 1193 af 9. oktober 2013 og den internationale standard OHSAS 18001:2008

Psykiatrisygehuset skal recertificeres hvert 3. år - næste gang i 2018. Hvert år kommer DNV på opfølgningsbesøg.

DNV kigger bl.a. på det psykiske arbejdsmiljø, arbejdsskader og sygefravær. Auditørene har været rundt på sygehusets afdelinger. Her har de interviewet ledelser og arbejdsmiljøgrupper - og fået dokumentation for den løbende udvikling af arbejdsmiljøet.

Arbejdsmiljøcertificeringen skaber grundlag for en ensartet kvalitet i arbejdsmiljøindsatsen på tværs af afdelingerne. Derudover sætter certificeringen udviklingen af arbejdsmiljøet i system og understøtter dokumentation af arbejdsmiljøindsatsen, der er let at tilgå, anvende og forstå.


Siden er sidst opdateret 18-9-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt