Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilSyddansk indsats mod lange bæltefikseringer og medicin

Syddansk indsats mod lange bæltefikseringer og medicin

Brugen af tvang går støt nedad i Region Syddanmark. Det viser de nyeste tal på eSundhed.dk, som offentliggøres i dag. Det gælder også for de lange bæltefikseringer, hvor psykiatrisygehuset nu øger indsatsen ved at oprette et såkaldt læringspanel. Udfordringen er stadig forbruget af beroligende medicin under tvang.

På samtlige psykiatriske afdelinger i Danmark arbejdes der intenst med at forebygge brugen af tvang. I Region Syddanmark handler det intensive fokus på at mindske tvang først og fremmest om at forebygge brugen af bæltefikseringer, så andelen af patienter, der udsættes for denne type tvang, er halveret i 2018. Samtidig skal syddansk psykiatri mindske den samlede brug af tvang.

I den halvårlige opgørelse på eSundhed.dk viser tallene, at det går fremad med forebyggelse af tvang, men også at der stadig er udfordringer og en noget lang vej endnu, før målet nås.

Opgørelsen viser blandt andet, at andelen af personer, der bæltefikseres, i forhold til antal indlagte, er faldet fra 7,5 % i 2. halvår 2014 til 5,9 % i 1. halvår 2015. Region Syddanmark er således godt på vej mod målet på 4,3 % i 2018. Noget lignende gør sig gældende ved antallet af bæltefikseringstimer, som næsten er halveret fra ca. 19.000 timer i 2. halvår 2014 til ca. 10.000 timer i 1. halvår 2015. 

Færre lange fikseringer
Region Syddanmark har tidligere haft udfordringer i forhold til bæltefikseringer over 48 timer. Her ses ved halvårsopgørelsen et fald både i antal fikseringer over 48 timer og den totale sum af bæltefikseringstimer over 48 timer. Der har således i 1. halvår 2015 kun været 77 fikseringer med en varighed på over 48 timer. I 2. halvår 2014 var der 138 fikseringer med en varighed over 48 timer.

- Det ser ud til, at vi er ved at vende udviklingen i forhold til brug af bæltefikseringer – særligt de lange fikseringer. Det skal vi glæde os over, men vi skal samtidig holde fokus og sørge for at fastholde den gode udvikling, så vi kommer i mål i 2018. I den forbindelse er det vigtigt, at vi bruger de erfaringer vi har, og får dem delt i organisationen, siger lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen.

Sygehuset har oprettet et såkaldt læringspanel, der skal gennemgå og kritisk vurdere lange fikseringer, med henblik på at undgå dem i fremtiden.

Region Syddanmark skal overfor Sundhedsstyrelsen denne gang redegøre for tre forhold:
1. Tvangsindlæggelser og samarbejde med bosteder.  2. Samarbejde med somatiske afdelinger om tvangsanvendelse på disse afdelinger. 3. Substitution mellem tvangsformer og fortolkning af mindstemiddelsprincip – hvilket vil sige at redegøre for forholdet mellem bæltefikseringer contra beroligende medicin under tvang. 

Medicin stadig en udfordring
Ved opgørelsen ses der et fortsat stort forbrug af beroligende medicin under tvang. Sygehuset har undersøgt, om der kan ses en sammenhæng mellem brug af beroligende medicin og antal bæltefikseringer – altså om der fx bruges mere beroligende medicin i de afdelinger, hvor antal bæltefikseringer falder. Men umiddelbart er der ikke noget, der indikerer, at medicin bruges som et alternativ for fikseringen.

- Vi har brug for at komme et spadestik dybere for at se, hvad der ligger bag årsagen til det høje forbrug af beroligende medicin under tvang. Derfor vil vi i løbet af efteråret foretage en nærmere undersøgelse på afdelingerne. Vi skal bruge tallene til at blive klogere på, hvordan faktorer og indsatser på de forskellige afdelinger påvirker hinanden. Vi får travlt de næste tre år, og det stiller krav til ændringer hele vejen rundt, både i forhold til rammer, vaner, ressourcer og måder at gøre tingene på. Det gælder ikke kun for medarbejderne, men også for os som ledelse, pointerer Anders Meinert Pedersen. 

Der arbejdes netop nu med en målrettet indsats indenfor ressourcer, kompetenceudvikling og uddannelse. I forbindelse med Region Syddanmarks Budget 2015 har Psykiatrien i Region Syddanmark fået 43 mio. kr. til at sætte ekstra fokus på uddannelse og rekruttering med det formål at forebygge brug af tvang. Dette er blevet sat i værk med Kompetenceudviklingsplanen 2015-2018. 

Rammer og indhold skal ændres
Forebyggelse af brugen af tvang sker ikke nemlig af sig selv. Det kræver nye arbejdsgange, kulturændringer, efter - og videreuddannelse, ledelsesfokus, dialog og inddragelse af patienter og pårørende.

Det handler om vidensdeling i forhold til de gode erfaringer, hvor det lykkes at forebygge tvang. Og så handler det om at få mere fysisk aktivitet og sansestimuli ind i afdelingerne. Nye fysiske rammer med blandt andet brug af døgnrytmelys kan være med til at forebygge tvang. Det viser de første erfaringer fra Esbjerg, hvor brugen af bæltefikseringer er gået væsentligt ned. Samme tendens kan der være udsigt til i Aabenraa, hvor der netop er åbnet en helt ny afdeling med døgnrytmelys, ny psykiatriseng og udearealer. Det handler om rammer – men det stiller også krav til ændringer langt inde i organisationen.

Derfor skal der fortsat arbejdes ihærdigt, hvis målet skal nås i 2018.    

Fakta
Indsatsen med at forebygge tvang er sat i gang såvel i Region Syddanmark som i resten af Danmark. Danske Regioner indgik i efteråret en partnerskabsaftale med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om nedbringelse af tvang frem mod 2020. I Region Syddanmark ønskes målet allerede nået i 2018. Perioden 2018- 2020 bruges til at forankre resultaterne.
Psykiatrisygehuset har på samme vis indgået partnerskabsaftaler med de enkelte afdelinger i sygehuset.

Den nationale monitorering kan følges på eSundhed.dk (link). Data offentliggøres hvert halve år. Det er den halvårlige opgørelse som for første gang bliver offentliggjort den 10. september 2015. Udviklingen er her set i forhold til 2. halvår af 2014. Data offentliggøres ikke i forhold til baseline.
Udviklingen følges tæt – ikke bare via eSundhed - men også internt i sygehuset, hvor afdelingerne måned for måned ser data for, hvordan det går med at forebygge tvang i behandlingen. Her kan man også se, hvordan det går med forebyggelse af tvang på afdelingsniveau. Der er stadig stor forskel på, hvordan tvang takles – og det handler i den forbindelse også om at få delt og spredt viden, så de gode succeser breder sig til andre afdelinger.  

Ændring i brugen af tvang kræver også ressourcer og indsprøjtning af ny viden og kompetencer: I forbindelse med Region Syddanmarks Budget 2015 har Psykiatrien i Region Syddanmark fået 43 mio. kr. til at sætte ekstra fokus på uddannelse og rekruttering med det formål at forebygge brug af tvang. I kølvandet på de 43 millioner, har psykiatrisygehuset lavet en plan for, hvordan medarbejderne skal blive endnu dygtigere.

Kompetenceudviklingsplanen 2015-2018 rummer blandt andet kurser i konflikthåndtering, efteruddannelse i sanseintegration, rekrutteringskampagner rettet mod medicinstuderende og yngre læger, efteruddannelse af social- og sundhedsassistenter, tættere samarbejde mellem læger og psykologer samt lederudvikling og mere forskning.


Siden er sidst opdateret 3-11-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon