Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Første hold færdig

25 social- og sundhedsassistenter fra de regionale afdelinger i Vejle, Kolding, Esbjerg, Augustenborg, Haderslev, Odense og Middelfart har netop gennemført et 5 måneders efteruddannelsesforløb, hvor de har ladet sig inspirere og tanke op med ny viden.

SOSU - færdiguddannede - juni 2015

Det første hold social- og sundhedsassistenter har netop afsluttet deres efteruddannelse med både teori og klinisk praktik. 26. juni fik de deres eksamensbeviser. Tekst: Hanne Kopp

Holdet er det første, der har kørt i Region Syddanmark, og forleden var de mødt op i Middelfart, hvor de modtog deres uddannelsesbeviser.

- Jeg er rigtig glad for og stolt over, at vi nu har fået den her uddannelse målrettet en gruppe af vore medarbejdere, der ikke tidligere har haft de bedste muligheder for efteruddannelse. Jeg har fulgt forløbet på sidelinien, og det er rigtig flot klaret af dem alle. Jeg er fuld af fortrøstning om, at medarbejderne vil fortsætte linien i det daglige arbejde, så kvalitetsløftet også vil kunne mærkes direkte i behandlingen af vores patienter – og  ikke mindst i forhold til forebyggelse af tvang, siger sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov.


Mange af kursisterne har mere end 20 års erfaring indenfor psykiatri, hjemmepleje og socialpsykiatri. Den viden og erfaring er nu blevet tilført mere teori – en ballast, der kan bestyrke deres kompetencer og daglige praktiske arbejde i samarbejdet med de øvrige faggrupper, patienter, pårørende og andre samarbejdspartnere på arbejdspladsen.

Ole Ryttov holder tale - SOSU efteruddannelse

Sygeplejefaglig direktør Ole Ryttov holder tale for de nyuddannede...


Nye refleksioner på etik
Lene Christensen fra Psykiatrisk Afdeling Middelfart var én af kursisterne. Hun har nu fået genopfrisket mange ting – og hun er blevet opmærksom på en del nyt, blandt andet omkring drift og ledelse:


- Det er i sær i forhold til de etiske dilemmaer, vi kan stå med på en afdeling, der har givet mig nye refleksioner. Det vi gør, er ikke nødvendigvis altid det rigtige, og det er godt at se tingene fra nye sider. Det har også været sundt at møde de andre og se, hvordan man gør på de andre afdelinger. Vi er blevet en rigtig god sammentømret klasse, og vi har planer om at mødes igen næste år.


- Pensum var for stort i forhold til den tid, der var – der var alt for mange emner, vi skulle omkring, så vi kom ikke rigtig i dybden. Det var vi alle enige om. Men det er en super god uddannelse, og jeg vil helt klart anbefale den til andre kolleger!, fortæller Lene Christensen afslutningsvist.

SOSU efteruddannelse - juni 2015

Det er HR-udviklingskonsulent Anne-Mette Eilsø til højre i billedet, som står for efteruddannelsen af social- og sundhedsassistenterne.
 

Fra næste år skal der køre to hold pr. år. Næste hold starter op januar 2016.

SOSU efteruddannelse - juni 2015


Fakta
Den nye efteruddannelse for social- og sundhedsassistenter er et selvstændigt forløb med både teoretisk og klinisk praktik.


Forløbet skal blandt andet styrke og videreudvikle medarbejderens kompetencer til at yde omsorg, observere, reflektere og videregive relevante informationer med udgangspunkt i patientens og pårørendes ønsker og behov.


Social- og sundhedsassistenterne fik mere teoretisk viden om døgn- og lokalpsykiatrikoncepter, psykopatologi, ICD-10 kriterier, målbilleder, patient- og pårørendeinddragelse, forebyggelse af tvang og meget mere.


Efteruddannelsen er et 5 måneders forløb, som afsluttes med en skriftlig opgave. Uddannelsen er fordelt på 24 dages teoretisk undervisning og 11 ugers klinik.
 


Siden er sidst opdateret 9-7-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Teglgårdsparken 26 | 5500 Middelfart | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon