Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Mød psykiatrien på åben gade

Hvis du er på gågaden i Odense lørdag 6. juni 2015, og hvis du er lidt træt af kun at møde valgkampagnefolk på gaden i disse dage - så slå et smut forbi Ove Sprogøes Plads.
 

Her står Psykiatrisk Afdeling Odense og Børne- og Ungdomspsykiatri Odense sammen med PIO – PsykInfo Odense og fortæller om arbejdet med psykiatri og om det at have en psykisk sygdom.
 

Arrangementet er et led i Psykiatrien i Region Syddanmarks indsats for at skabe større åbenhed og dialog og for at nedbryde tabuer om psykiatriske lidelser.
 

Alle kan stille spørgsmål
Det er 4. år i træk, at Psykiatrisk Afdeling Odense og samarbejdspartnere rykker ud på gågaden.
 

- Vi har gode erfaringer fra tidligere år, og derfor er det nu blevet en årlig tradition. Folk giver udtryk for, at der er brug for mere dialog og åbenhed, og de kommer for at stille spørgsmål og få svar. Nogle har selv en psykisk lidelse eller er pårørende til én, der har. Andre igen overvejer at uddanne sig til et job i psykiatrien, fortæller ledende overlæge Sonja Rasmussen.
 

Samarbejde på tværs
Børne- og Ungdomspsykiatri Odense er med for andet år i træk, så det er en samlet psykiatri, der går på gaden. De to afdelinger samarbejder i forvejen en del i det daglige, fx når patienter overgår fra børne- og ungdomspsykiatri til voksenpsykiatri, og hvor vigtig viden skal overleveres. 
 

- Vi vil give et helstøbt billede af psykiatrien, og vise at samarbejde på tværs og sammenhængende patientforløb er et vigtigt omdrejningspunkt i psykiatrien. Det gælder også samarbejdet mellem behandlingspsykiatri og kommune, hvor snitfladerne fx kan være omkring misbrug, tvang, jobcenter og skole, fortæller oversygeplejerske Lene Granhøj.
 

Du kan møde psykiatrien på Ove Sprogøes Plads mellem 10 og 14 lørdag 6. juni.
 

Du kan få svar på alt omkring psykiatriske lidelser. Der deles bolsjer og informationsmateriale ud og der er mulighed for at prøve en sansestol af i praksis.
 

Fakta
Arrangementet ”Psykiatrien rykker ud til åbenhed og dialog” er arrangeret af Psykiatrisk Afdeling Odense i samarbejde med PIO PsykInfo Odense. Pio er en åben dør, hvor borgere uden forudgående visitation kan henvende sig anonymt og få rådgivning af medarbejdere med psykiatrisk erfaring.
 

Psykiatrisk Afdeling Odense og Børne- og Ungdomspsykiatri Odense holder til på J.B. Winsløwsvej.
 

Børne- og Ungdomspsykiatri Odense modtager børn og unge i alderen 0-19 år.
 

Der er på dagen mulighed for at tale med sygeplejersker, overlæger, sekretærer, og ergoterapeuter.
 


Siden er sidst opdateret 5-6-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | psykiatrisygehuset@rsyd.dk | Find telefon