Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilHjælp til unge der mistrives under uddannelse

Hjælp til unge der mistrives under uddannelse

- Hjælp mig igennem uddannelsen – se mine ressourcer ikke mine begrænsninger!
 

Ordene er den 24-årige Camilla Würtzs. Som lærerstuderende og psykisk sårbar ved hun, hvor svært det kan være at klare både uddannelse, angstproblematik og spiseforstyrrelse. Og vigtigt for hende, og noget som har gjort, at hun i dag næsten er igennem uddannelsen, er at hun har haft gode studievejledere og rummelige lærere, der har set og forstået hende.
 

- Det var afgørende for mig, at mine undervisere accepterede mig – også når de ikke forstod mig. Jeg blev mødt med ansvar, tillid, anerkendelse samt respekt, og de har tilstræbt at give mig de samme muligheder som alle andre studerende, fortæller Camilla Würtz, der i dag er ungeambassadør for EN AF OS-kampagnen.

Camilla Wurtz

Camilla led af både angst og spiseforstyrrelse. I dag er nu næsteen færdiguddannet som lærer, og som ungeambassadør for EN AF OS-kampagnen fortæller hun og hjælper andre ved at berette om sin sygdom. En stor hjælp for hende, var at hun havde rummelige og forstående lærere og studievejledere under uddannelsen. Forleden kom hun med input til en konference, som Psykiatrien i Region Syddanmark er ved at planlægge. Den skal handle om unges trivsel på uddannelserne. Tanken er, at skuespillere bl.a. skal spille en række scener, der skal konkretisere forskellige situationer på skolerne - hvordan skal man takle det som lærere - hvilke reaktioner og typer af unge kan man forestille sig. Tekst og foto: Hanne Kopp


 

Stort frafald skyldes mistrivsel
Det er netop personer, der er tæt på de unge i hverdagen, der kan hjælpe. I Camillas tilfælde virkede det, men ofte mangler skolerne konkrete redskaber og viden om, hvad de kan gøre. Det forsøger Psykiatrien i Region Syddanmark nu at gøre noget ved.
 

Psykiske problemer og mistrivsel kan være medvirkende til, at unge ikke når i mål med deres uddannelse. I dag er der et frafald i løbet af det første år på knap 30 % på erhvervsuddannelserne og 14 % på de gymnasiale uddannelser. Derfor har Psykiatrien i Region Syddanmark i samarbejde med PsykInfo og Psykiatrifonden udviklet et undervisningsprogram, der skal give lærere og vejledere viden og redskaber til at hjælpe de unge så tidligt i uddannelsesforløbet som muligt og mindske frafaldet.
 

Hjælp til eksamensangst
En af de skoler, der har fået hjælp af Psykiatrien i Region Syddanmark til at spotte de unge, er Campus Vejle:
 

- Vi var i gang, men det var først, da vi kom på kursus, at det for alvor rykkede. Mange lærere ville gerne hjælpe, men var lidt bange for at gøre noget forkert. Nu har vi fået et fælles fokus, hvor det handler om ikke at være bange for at spørge ind, at kunne se løsninger og fx hjælpe den unge, der har eksamensangst, fortæller studievejleder My Holst, Campus Vejle.
 

Psykiatrien i Region Syddanmark har siden opstart lavet aftaler med knap 20 skoler om at give lærere og studievejledere redskaber til bedre at spotte de unge - blandt andet i Vejle, Svendborg, Vejen og Fredericia. Og der er sendt materiale ud til 80 uddannelsessteder.
Under kursusforløbet bliver lærerne præsenteret for trivselsværktøjer – redskaber, som lærere og vejledere kan bruge, og som de kan lære de unge at benytte, hvis de selv får det skidt, eller hvis de møder nogen i deres netværk, der mistrives.
 

Projektet kører foreløbigt frem til 2016 og stiller materialet gratis til rådighed for skolerne. Skolerne er selv med til at prioritere programmets forløb og indhold.
 

Fakta
Regeringen har som mål, at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
 

Det syddanske regionsråd har derfor i 2013 bevilget 12 mio. kr. til et tværgående samarbejde til forebyggelse og håndtering af psykisk mistrivsel på skolerne.
 

Indsatsen "Trivsel og psykisk sundhed på ungdomsuddannelserne” er en kombination af undervisning og metodelæring i psykisk sundhed og mestring til lærere, vejledere og skoleledelser. Indholdet er blandt andet: Et kursusforløb til undervisere og studievejledere på ungdomsuddannelserne. Redskaber til at mestre modgang. Film og hjemmeside til understøttelse af undervisningsprogrammet. Alt sammen under navnet ”Trivsel og psykisk sundhed på ungdomsuddannelserne”.
 

Den forebyggende indsats skal sikre en øget trivsel blandt unge på ungdomsuddannelser og produktionsskoler. Det er planen, at indsatsen skal ramme bredt i hele Region Syddanmark.
 

Læs mere på www.regiontrivsel.dk og på twitterprofilen @ProjektTrivsel.
 


Siden er sidst opdateret 15-5-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt