Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Behandling som Åben Dialog

Martin Lidegaard, udenrigsminister, er interesseret i Vestlaplandsmodellen – eller Åben Dialog, som behandlingsmetoden også kaldes. Det samme er Carl Holst, formand for regionsrådet i Region Syddanmark.

4. maj tog Carl Holst imod udenrigsministeren på Psykiatrien i Region Syddanmarks børne- og ungdomspsykiatriske ambulatorium i Aabenraa. Her fortalte sygeplejerske Anette Hansen og ledende overlæge Klaus Müller-Nielsen om Åben Dialog, der har været brugt i Syddanmark i omkring 15 år.

- Vi tager helt bogstaveligt skoene af, inden vi går ind, siger Anette Hansen. Det er patientens møde, hos patienten, og det er patienten, der bestemmer rammerne. Hvem sidder med, hvor sidder vi, skal vi have kaffe eller ej. Det er et helt ligeværdigt møde, hvor vi spørger patienten, hvad vi kan hjælpe med.

Samarbejde og tidlig indsats

Regionsrådsformanden ser mange muligheder i Åben Dialog, som han har fulgt i mange år.
- Pårørende skal ses som en ressource, ikke som en belastning, og her rammer Åben Dialog plet. Desuden er samarbejde et kodeord for behandlingsmetoden, og det er på alle måder den vej vi vil gå i Region Syddanmark. Jeg ser også, at den tidlige indsats i nærmiljøet, som er en af metodens grundpiller, kan være med til at forebygge brugen af tvang i behandlingen, siger Carl Holst.

- Jeg er stærkt optaget af, hvordan vi kan blive bedre til at behandle de mange psykiske diagnoser. Åben Dialog sikrer hurtig handling, tager udgangspunkt i den enkelte unge og tænker på tværs af systemerne. Derfor opnår man gode resultater og derfor er der grund til at lade sig inspirere af Psykiatrien i Region Syddanmark, som er et af de helt få steder i Danmark, der har erfaring med metoden, siger Martin Lidegaard.

Ved Åben Dialog er patientens familie, venner og øvrige netværk et omdrejningspunkt, og det er patienten, der beslutter, hvem der skal være med i de netværkssamtaler, som er omdrejningspunkt for metoden. Det kan fx være en lærer, en forælder eller en ven, der deltager sammen med medarbejdere fra behandlingspsykiatri og kommune – og patienten selvfølgelig. I Åben Dialog er det en fælles opgave og et fælles ansvar at hjælpe patienten. Men sundhedsmedarbejderne er stadig faste tovholdere og patienten har en fast kontaktperson under forløbet.

Lidegaard og Holst maj2015

Politisk besøg i børne- og ungepsykiatrien – fra venstre: ledende overlæge Klaus Müller-Nielsen, sygeplejerske Anette Hansen, udenrigsminister Martin Lidegaard, regionsrådsformand Carl Holst samt folketingsmedlem Lotte Roed.

Åben Dialog i Psykiatrien i Region Syddanmark

Psykiatrisygehuset bruger Åben Dialog på flere afdelinger. Børne- og Ungdomspsykiatri Kolding-Augustenborg har brugt metoden i omkring 15 år. Også Psykiatrisk Afdeling Svendborg bruger Åben Dialog. Afdelingen har lige fået 3 mio. kroner fra Mærsk-fonden til at udvikle en miniuddannelse i Åben Dialog og var i 2008 nomineret til Region Syddanmarks Åbenhedspris. De fik en 3. plads. Endelig arbejder Psykiatrisk Afdeling Vejle-Kolding efter metoden, og de fik en delt 2. plads ved uddelingen af Åbenhedsprisen i 2009.

I forbindelse med den nationale og regionale indsats for at nedbringe brugen af tvang med 50 pct. (Ned Med Tvang) frem mod 2020 er Åben Dialog et af de elementer, der bruges i Psykiatrien i Region Syddanmark. Brugen af Åben Dialog er skrevet ind i psykiatrisygehusets partnerskabsaftale med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Åben Dialog kaldes også Vestlaplandsmodellen. Modellen, der opstod i Finland i begyndelsen af 1990’erne, bygger på, at brugerens sociale netværk udgør en ressource, der kan bruges som et element i behandlingen. Åben dialog bygger på 7 principper: Hurtig hjælp, Det sociale netværksperspektiv, Fleksibilitet og mobilitet, Ansvar, Psykologisk kontinuitet, Tolerance og usikkerhed og Dialogbasering.


Siden er sidst opdateret 4-5-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt