Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilStartskud for meget mindre tvang i syddansk psykiatri

Startskud for meget mindre tvang i syddansk psykiatri

Fra 4. maj 2015 kan borgere i Region Syddanmark via eSundhed.dk følge med i, hvordan det går med at halvere brugen af tvang i behandlingspsykiatrien.

I Region Syddanmark handler det intensive fokus på at mindske tvang først og fremmest om at forebygge brugen af bæltefikseringer, så andelen af patienter, der udsættes for denne type tvang, er halveret i 2018. Samtidig skal syddansk psykiatri mindske den samlede brug af tvang.

Indsatsen er sat i gang såvel i Region Syddanmark som i resten af Danmark. Region Syddanmark indgik i efteråret en partnerskabsaftale med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om nedbringelse af tvang frem mod 2020. I Region Syddanmark ønskes målet allerede nået i 2018. Perioden 2018- 2020 bruges til at forankre resultaterne.
Psykiatrisygehuset har på samme vis indgået partnerskabsaftaler med de enkelte afdelinger i sygehuset.

4. maj er startskuddet for den massive forebyggende indsats, der skal ske i de kommende år. Fra denne dato vil det være muligt for offentligheden at følge udviklingen mod meget mindre tvang i behandlingen på eSundhed.dk.

Frem mod 2018 sætter det samlede psykiatrisygehus ind med efter - og videreuddannelse, nye arbejdsgange og kulturændringer. Stikordene er blandt andet dialog og inddragelse af patienter og pårørende, ledelsesfokus, mere fysisk aktivitet og sansestimuli. Og udviklingen følges tæt – ikke bare via eSundhed, men også internt i sygehuset, hvor afdelingerne måned for måned ser data for, hvordan det går med at forebygge tvang i behandlingen.

Færre fikseres
Den aktuelle opgørelse på eSundhed.dk viser, at andelen af patienter, der bæltefikseres, i forhold til antal indlagte, i 2014 er faldet fra 8,6 pct. til 8,0 pct. Opgørelsen viser også, at der er en stigning i 2014 på 7 pct. i antal voksne, som er berørt af en eller flere tvangsforanstaltninger. De lange bæltefikseringer over 48 timer er stort set uændret: Fra 257 (gennemsnittet af 2011 – 2013) til 267 i 2014. Samtidig viser opgørelsen, at sygehuset bruger mere beroligende medicin under tvang.

- Vi har en stor og kompliceret opgave foran os. Her og nu kan vi blandt andet konstatere, at vi har for mange lange bæltefikseringer i Region Syddanmark. Det skal vi have gjort noget ved. Og så skal vi have undersøgt, hvorfor vi også ser en stigning i brugen af beroligende medicin under tvang, siger lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen, Psykiatrien i Region Syddanmark.

Fakta
Den nationale monitorering af tvangsforanstaltninger sker på baggrund af den partnerskabsaftale om forebyggelse af tvang, som regeringen og de danske regioner indgik i 2014 om, at ”andelen af personer som tvangsfikseres skal være halveret i 2020, og den samlede anvendelse af tvang i psykiatrien skal samtidigt reduceres”.
I Region Syddanmark ønskes målet allerede nået i 2018. Perioden 2018- 2020 bruges til at forankre resultaterne.
Den nationale monitorering kan følges på eSundhed.dk (link). Data offentliggøres hvert halve år.

I forbindelse med Region Syddanmarks Budget 2015 har Psykiatrien i Region Syddanmark fået 43 mio. kr. til at sætte ekstra fokus på uddannelse og rekruttering med det formål at forebygge brug af tvang. I kølvandet på de 43 millioner, har psykiatrisygehuset lavet en plan for, hvordan medarbejderne skal blive endnu dygtigere. Planen rummer blandt andet kurser i konflikthåndtering, efteruddannelse i sanseintegration, rekrutteringskampagner rettet mod medicinstuderende og yngre læger, efteruddannelse af social- og sundhedsassistenter, tættere samarbejde mellem læger og psykologer samt lederudvikling og mere forskning.


Siden er sidst opdateret 3-11-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt