Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilRegioner sætter fokus på tvang i psykiatrien

Regioner sætter fokus på tvang i psykiatrien

På en national konference i Nyborg vil flere end 400 fagfolk, ledere, patienter og politikere diskutere, hvordan brugen af tvang i psykiatrien kan forebygges. Arrangementet er tilrettelagt af Region Syddanmark, CFK-Folkesundhed og kvalitetsudvikling, Region Midtjylland, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen. 

Hvilken rolle spiller kulturen på en afdeling, når vi taler brugen af tvang? Hvordan kan patienter og pårørende inddrages yderligere? Og hvilke fysiske aktiviteter kan forebygge og forhindre, at tvangen bliver eneste udvej? 

Ned_med_tvang_Webbanner_konference_450x190px.jpg

Det er blot nogle af de spændende indslag og diskussioner, som deltagerne kan opleve på den to-dages konference 9. og 10. marts i Nyborg.

Politisk mål om mindre tvang
Region Syddanmark er vært for konferencen, hvor regionsrådsformand Carl Holst (V) holder åbningstalen.

- Det glæder mig, at vi i Region Syddanmark er vært for en konference, der sætter fokus på tvang. Alle psykiatriske afdelinger i Danmark skal forholde sig til tvang overfor vore patienter og forsøge at minimere den fremadrettet. Der er allerede gode ting i gang, og nu er det vigtigt, at vi får delt de gode erfaringer og viden, så vi kan leve op til de politiske mål, vi alle har sat, om halvering af tvang frem mod 2020. Det er med den fælles indsats, at vi skal sikre, at tvang bliver en stadig mindre del af hverdagen, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst.

Formålet med konferencen er at forebygge brugen af tvang i psykiatrien, og forhåbningen er, at medarbejderne vil lade sig inspirere af de danske og internationale metoder, der har vist sig at virke.

Under konferencen vil resultaterne fra satspuljeprojektet ”Nedbringelse af tvang i psykiatrien” blive præsenteret, og samtidig skal deltagerne diskutere, hvilken retning vi fremover skal gå i Danmark. Danske Regioner har sammen med regeringen skrevet under på, at man inden 2020 vil halvere brugen af tvang i Danmark.

Inspiration på tværs af regioner
Under adskillige oplæg og workshops skal deltagerne diskutere og dele erfaringer og viden med hinanden. Psykiatri- og socialudvalgsformand i Region Syddanmark Thies Mathiasen (DF) deltager i en paneldebat på konferencens første dag:

- Jeg glæder mig meget til at diskutere, hvordan man kan nedbringe tvang og hvilke kulturændringer og forskellige tiltag, der skal til. Det er vigtigt, at også vi politikere forstår, hvilke udfordringer patienter og medarbejdere står med i dagligdagen, og så er det vigtigt, at vi lader os inspirere af hinanden på tværs af regioner, siger udvalgsformand Thies Mathiasen. 

Konferencen finder sted mandag og tirsdag 9. og 10. marts på Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg. Begge dage fra 9.30-16.00

Se programmet

FAKTA

Brugen af tvang i Danmark skal minimeres, og der arbejdes nationalt på at forebygge tvang, ændre kultur og vaner i psykiatrien, at inddrage patienter og pårørende yderligere og indføre flere fysiske aktiviteter på afdelingerne.

I 2010 afsatte Sundhedsstyrelsen 15 mio. kr. til at nedbringe tvang i psykiatrien på 34 afsnit jævnt fordelt i hele landet. Projektet ”Nedbringelse af tvang i psykiatrien” understøttede regionernes erklærede målsætning om at nedbringe fikseringer og fastholdelser på psykiatriske sygehusafsnit med minimum 20 % i løbet af en tre-årig periode. Det har blandt andet ført til, at bæltefikseringer og tvangsepisoder med remme er faldet med henholdsvis 26 og 27 procent. Den afsluttende rapport offentliggøres 5. marts.

Projektets resultater fremlægges mere detaljeret på den nationale konference Ned med tvang på Nyborg Strand 9. og 10. marts.

Regeringen og Danske Regioner har desuden indgået en såkaldt partnerskabsaftale, der skal være med til at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Målet er at halvere brugen af bæltefikseringer frem mod 2020. Hver region har i den forbindelse udarbejdet sin egen partnerskabsaftale.


Siden er sidst opdateret 3-11-2015



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt