Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrisk hjælp på gadeplan

På Kirkegade 15 i Esbjerg kan unge komme direkte ind fra gaden og tale med én om det, der er svært. Det er et frirum, hvor ingen problemer er for store eller for små. Frivillige fra headspace Esbjerg står klar med gratis hjælp, og nu er børne- og ungdomspsykiatrien i Esbjerg også med i samarbejdet.

Åben og imødekommende psykiatri

Headspace Esbjerg åbnede i august i år i samarbejde med Region Syddanmark, Det sociale netværk og Esbjerg Kommune.

- Vi er i Region Syddanmark meget optagede af, hvordan vi styrker mulighederne for, at unge med psykiske vanskeligheder får en tidlig hjælp, der hvor de er, og på så tidligt et tidspunkt, at vi måske kan forebygge et senere og mere kompliceret forløb i psykiatrien. Det er nyt og det er anderledes, og det er en vigtig vej mod en mere åben og imødekommende psykiatri, siger regionsrådsformand Carl Holst (V), der glæder sig over, at psykiatriens fagfolk nu bidrager mere direkte med viden og erfaringer.

Forebyggende psykiatrisk hjælp
Det er en medarbejder fra Børne- og Ungdomspsykiatri Esbjerg, der står til rådighed med psykiatrisk rådgivning, primært i forhold til de øvrige ansatte og frivillige i headspace. Vedkommende kan hjælpe med supervision, vejledning og vidensdeling, og kan anvise vejen længere ind i psykiatrien og kommunen.

- Det er meget positivt, at vi kan bidrage med en psykiatrisk faglig indsats på så tidligt et tidspunkt. Det kan have en vigtig forebyggende effekt, at vi allerede fra gadeplan kan hjælpe de unge, inden det udvikler sig til en mere alvorlig psykiatrisk problemstilling. Jeg håber og tror på, at vi med tiden vil kunne se, at indsatsen bærer frugt, siger ledende oversygeplejerske Yvonne Reinholdt fra Børne- og Ungdomspsykiatri Esbjerg.

Ingen kan gå forkert
Samarbejdet med headspace Esbjerg bidrager også positivt langt ind i psykiatrien: Medarbejderen får nemlig skabt sig et netværk, blandt andet i kommunen – en kontakt, der kan bruges i andre forebyggende sammenhænge, fortæller Yvonne Reinholdt.    

Headspace Esbjerg hilser også samarbejdet velkommen:

- Det betyder, at vi nu har lettere ved at åbne døren ind til både region og kommune. Headspace er et frirum, hvor den unge kan få luft for problemer, uden at der skrives journal, men der kan være behov for mere faglig hjælp. Det er meget betydningsfuldt, at indgangen i headspace virkelig er én indgang til hjælp, og at ingen kan gå forkert, siger centerleder i headspace Esbjerg, Birgitte Velling Jensen.

Fakta

Hos headspace Esbjerg kan sårbare unge mellem 12 og 25 år, der ikke trives og har brug for én at tale med i hverdagen, henvende sig. Her kan de unge få en snak med en af centerets rådgivere eller frivillige, og få vejledning til hvordan de kan få yderligere professionel hjælp. Headspace er et åbent tilbud og uden ventetid. Samtalen kan foregå anonymt, hvis det ønskes. De kan møde op, sende sms eller chatte. Det foregår altid på de unges præmisser.

I september 2013 åbnede det første headspace-center i regionen i Odense, og 15. august i år åbnede headspace Esbjerg i samarbejde med Det sociale netværk, kommunen og Region Syddanmark. Som det første center i landet tilbyder headspace i Esbjerg, udover personlig hjælp og vejledning, også sårbare unge en praktisk joblæring på en rigtig arbejdsplads gennem et nyt virksomhedsnetværk i Esbjerg.

Ideen til joblærings-ordningen er stablet på benene af en gruppe lokale virksomheder med Semco Maritime i spidsen.

Børne- og Ungdomspsykiatri Esbjerg er gået ind i samarbejdet pr. 1. december 2014, idet de stiller en medarbejder til rådighed for vejledning, vidensdeling og supervision 8 timer om ugen.

Der finder syv headspace centre i Danmark.


Siden er sidst opdateret 17-12-2014



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt