Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Selvmordsforebyggelse virker

Psykiatrien i Region Syddanmark hjælper dagligt mennesker, der er selvmordstruede og enten har forsøgt eller har ønske om at tage deres eget liv. Hjælpen kommer i høj grad fra de 8 teams for selvmordsforebyggelse, der er fordelt ud over hele regionen og som dækker hjælp både til børn, unge og voksne.

I de 8 teams kan selvmordstruede mennesker henvende sig og få ambulant hjælp og psykosocial terapi, der som regel består af 6-10 samtaler med fokus på de forhold, der har udløst den enkeltes selvmordskrise.

Nu dokumenterer ny dansk forskning for første gang, at netop denne form for hjælp har en positiv, forebyggende virkning både på kort og på lang sigt.

Forskningsresultaterne, der netop er blevet offentliggjort i det anerkendte internationale tidsskrift Lancet Psychiatry, viser, at personer, der modtager selvmordsforebyggende behandling har 27 procent lavere risiko for at gentage selvmordsforsøget og har 38 procent lavere dødelighed end personer, som ikke har modtaget tilsvarende behandling efter selvmordsforsøg.

- Det er første gang, forskere har påvist, at selvmord og selvmordsforsøg rent faktisk kan forebygges med psykosocial terapi. Vi er det eneste land i verden, der tilbyder den form for hjælp, og det her viser, at vores indsats virker, siger Kim Juul Larsen, der er leder på Center for Selvmordsforebyggelse i Region Syddanmark.

Sidste år hjalp de 8 syddanske teams for selvmordsforebyggelse 628 mennesker, der var truet af selvmord, og havde i alt 4556 samtaler.

- Jeg er stolt af, at vi i Region Syddanmark er så langt fremme med behandlingen af selvmordstruede. Og forskningen viser, at vi har gjort det rigtige, da vi oprettede vores teams for selvmordsforebyggelse. Det er utrolig vigtigt, at vi hjælper de mennesker, der er i en så ulykkelig situation, at de har lyst til at tage deres eget liv, siger Carl Holst (V), der er formand for regionsrådet i Region Syddanmark.

Forskningsprojektet er lavet i et samarbejde mellem Region Hovedstaden, Region Syddanmark og de fem regionale centre for selvmordsforebyggelse og er blandt andet finansieret af Psykiatriens Forskningsfond i Region Syddanmark.

Du kan læse mere om Center for Selvmordsforebyggelse og de øvrige teams her.

 

FAKTA:

Der findes 8 teams for selvmordsforebyggelse i Region Syddanmark.

4 teams i børne- og ungdomspsykiatrien og 4 teams i voksenpsykiatrien.

De 8 teams er fysisk placeret i Odense, Fredericia, Esbjerg, Kolding og Aabenraa.

Teamet i Esbjerg har også oprettet lokalafdelinger i Brørup og Varde.

Det første team for selvmordsforebyggelse blev oprettet i Odense i 1992.

Center for Selvmordsforebyggelse er et regionalt videnscenter, der har til formål at opsamle viden, sikre fortsat udvikling og understøtte arbejdet i de 8 teams.  

Forskningsprojektet offentliggjort i Lancet Psychiatry har titlen Short and long term effects of psychosocial therapy provided to persons after deliberate self-harm: a register-based, nationwide multicentre study using propensity score matching/Opfølgning på brugere af de selvmordsforebyggende centre efter selvmordsforsøg.

Projektet sammenligner 5.678 personer, som har modtaget den forebyggende behandling efter selvmordsforsøg, med personer som ikke modtog samme behandling efter selvmordsforsøg.

Forskningsprojektet konkluderer blandt andet, at for hver 44. samtaleforløb, har man forhindret et selvmordsforsøg, og for hver 237. samtaleforløb har man forhindret et selvmord.

 

 


Siden er sidst opdateret 24-11-2014



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt