Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Åbent hus i Odense

Der var patienter og pårørende. Der var medarbejdere. Der var psykologistuderende, der var interesseret i at høre mere om dagligdagen på en psykiatrisk afdeling. En kondiløber kom tilfældigt forbi og så skiltet med åbent hus. Hun gik ind i teltet, hvor Anders Lund Madsen holdt foredrag – og hun endte med at vinde hans bog. 

Anders Lund Madsen foredrag

Omkring 300 besøgende mødte frem i lørdags, den 4. oktober 2014, da Psykiatrisk Afdeling Odense åbnede dørene og bød borgerne indenfor. Her til foredrag med Anders Lund Madsen. Tekst og fotos: Hanne Kopp

 

Udenfor på p-pladsen blev gæsterne mødt af flag og et stort telt, der var sat op i dagens anledning. Indenfor i teltet kunne gæsterne høre fire foredrag i løbet af dagen.

Inde på afdelingen var der stande og kaffe og kage, og medarbejderne stod klar til at tage en snak om psykiske lidelser som skizofreni, depression og demens.

Lisa vandt bogen

Lisa kom tilfældigt forbi teltet under en løbetur, og hørte foredraget med Anders Lund Madsen. Hun vandt hans bog, da hun gættede, hvilket ord, han mimede. Nemlig ordet "Acetylsalicylsyre".  

Der var også mulighed for at prøve en kuglestol eller man kunne krybe op i sengen og mærke, hvordan det føltes at være bæltefikseret. To tidligere patienter – såkaldte erfaringskonsulenter - kunne fortælle, hvordan det er at have en psykisk sygdom, og der var mulighed for at høre om det at være i praktik på en psykiatrisk afdeling.

Gæster til åbent hus

Fra skovsnegl til livets store kriser

Gik man i teltet og hørte foredraget med Anders Lund Madsen – og det var der omkring 200 fremmødte, som gjorde – kunne man høre ham fortælle om de fire udsendelser ”Sindssygehospitalet, hvor han fik lov til at komme ind bag dørene på den lukkede afdeling i Hvidovre.

Udsendelserne blev vist i foråret som led i DRs kampagne ”Usynligt syg”.

Men inden da var der en lang og underholdende vej udenom i det timelange foredrag. Fra Anders Lund Madsens egen oplevelse med psykiatrien som barn. Om angstfremkaldende små oplevelser i hverdagen. Om det at stå og råbe af en dum skovsnegl – i erkendelsen af at den har et mere spændende liv end én selv - til et af de mere eksistentielle spørgsmål: Hvordan man på trods af livets kriser, alligevel formår at forvalte livet efter bedste evne. 

Som en af tilhørerne sagde, da hun kom ud af teltet:

- Nu er jeg så glad og fyldt med endorfiner, at jeg ikke får brug for medicin i lang tid. Hvor var det befriende, og hvor fik jeg grint meget….

Tilskuere - Åbent hus Odense

Du har gjort en forskel

Og en ung pige, Line, kom forsigtigt hen til Anders Lund Madsen efter foredraget. Hun ville fortælle ham, hvor meget udsendelsen ”Sindssygehospitalet” havde betydet for hende.

- Der er så mange fordomme om det at være psykisk syg. Jeg har også selv haft brug for at skjule min sygdom. Men det at udsendelsen blev vist for så mange, og at det var så ikke-seriøst og helt nede på jorden. Det har gjort en kæmpe forskel, og gjort det mere almindeligt, og mere legalt at tale om det, fortæller Line.

Line taler med Anders Lund Madsen

Line så udsendelsen, mens hun selv var indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Hun er 18 år og har været indlagt 5 gange igennem de seneste 2 ½ år. 

Tredje gang med åbent hus

Det var tredje gang, afdelingen holdt åbent hus, og planen er, at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed – altid den første lørdag i oktober. Samtidig går afdelingens medarbejdere hvert år på gågaden en lørdag i maj, hvor formålet også er at fortælle om psykisk sygdom.

Afdelingen i Odense ønsker at komme myter og fordomme til livs og give borgerne muligheden for at se, hvad der foregår inde bag dørene på en psykiatrisk afdeling. Det er dybest set det, der ligger til grund for åbent hus arrangementet.

Psykiatrisk Afdeling Odense modtog i januar 2013 Region Syddanmarks Åbenhedspris på 250.000 kr.

Åbent Hus i Odense


Siden er sidst opdateret 6-10-2014



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt