

|
|||
Budgetforliget i Region Syddanmark betyder, at en stor sum penge lander i psykiatrisygehuset. Her skal de blandt andet bruges til at forebygge tvang, så sygehuset kan arbejde for i 2020 at komme i mål med at bruge 50 pct. mindre tvang end i dag.
Pengene til at forebygge tvang skal bruges til at ansætte mere plejepersonale, til efteruddannelse i at behandle uden brug af tvang, til at integrere aktivitet og bevægelse i patienternes hverdag – samt generelt til at styrke den forebyggende indsats.
Region Syddanmark afsætter 36 mio. kroner i 2015 og 66 mio. kroner årligt fra 2016 til formålet.
Desuden skal en del af sygehusets forskningsbudget øremærkes til ph.d.-forløb med fokus på at følge op på indsatserne omkring forebyggelse af tvang og ulighed i sundhed. Målet er 30 igangværende ph.d.-forløb ved udgangen af 2016.
Region Syddanmark har, hvad psykiatribyggeri angår, valgt at søge tilskud fra den centrale satspulje 2015-2017 til at opføre fire lokalpsykiatrier i Haderslev, Odense, Sønderborg og Kolding, til opførelsen af ny børne- og ungdomspsykiatri ved Nyt OUH - samt til at bygge Psykiatrisk Afdeling Esbjerg færdig. Der søges om godt 90 mio. kroner.
Regionsrådet vedtog samtidig, at det planlagte byggeri til voksenpsykiatri ved Nyt OUH gennemføres som OPP-projekt.
Det nye sygehus i Aabenraa med somatiske, voksen- samt børne- og ungdomspsykiatriske funktioner - og OPP-projektet i Vejle - fuldføres som planlagt.
Hvad betyder Budget 2015 for psykiatrisygehuset? Og hvordan vil den store pose penge kunne mærkes i hverdagen? Psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen og adm. sygehusdirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen giver deres bud.
Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt | Tilgængelighedserklæring