Gå til indhold
FORSIDEN | FOR ANSATTE | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Psykiatrien i Region SyddanmarkTil forsiden


Psykiatrien i Region SyddanmarkpilOM OSpilPressepilNyheder fra psykiatrienpilTelt i Teglgårdsparken 7. september 2014 var en stor succes

Telt i Teglgårdsparken 7. september 2014 var en stor succes

telt_1

Henved 600 deltog i psykiatrisygehusets medarbejderarrangement på en flot sensommerdag, hvor fagligt indhold gik hånd i hånd med duften af ristede pølser og en stemning af familieudflugt.

Der var masser af børn og voksne på plænerne foran de teltene i Teglgårdsparken, da psykiatriledelsen 7. september havde inviteret medarbejdere og deres familier til hygge og paneldebat under overskriften ”Hvad er god psykiatri for dig?”.

- God psykiatri er også samarbejde, sammenhold og fælles arbejde omkring det store mål at sikre den bedst mulige behandling til de mennesker, som har brug for hjælp til at håndtere en psykisk lidelse, sagde sygehusdirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen i sin velkomst til det fyldte telt.

Mennesket og "andre dyr"

Dagens program blev styret både kyndigt og serveret i vanlig humoristisk indpakning af psykiater og radiovært Peter Lund Madsen. Han lagde ud med at gøre rede for, at netop evnen til at forstå vores medmenneskers behov er det, der helt afgørende adskiller mennesker ”fra andre dyr”, som han formulerede det.

Og netop indsigten i medmennesket og ønsket om at hjælpe og gøre en positiv forskel for folk med psykisk sygdom var omdrejningspunktet for den efterfølgende paneldebat, hvor psykiatriledelse, patienter, medarbejdere og formanden for regionens psykiatri- og socialudvalg, Thies Mathiasen, tog imod spørgsmål fra det fyldte telt.

God psykiatri?

Op til debatten fik paneldeltagerne lejlighed til komme med deres definition af god psykiatri.

Lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen slog en vedkommende og personlig tone an, da han definerede, at ”en god psykiatri” som han kunne stå inde for, måtte have så meget kvalitet, at han uden videre ville tilbyde behandlingen til sine allernærmeste, skulle behovet opstå.

Den engagerede tone blev båret videre i panelet. Og det gjorde indtryk i teltet, da de to patientrepræsentanter Dorthe Randi Schmidt og Mette Hartmann kunne fortælle, at god psykiatri i patientperspektiv handler meget om nærhed, nærvær og professionalisme.

Alle får svar på deres spørgsmål

Op til arrangementet havde medarbejdere i psykiatrisygehuset haft mulighed for at sende spørgsmål til panelet. Men det langt fra var alle spørgsmål, som nåede at blive besvaret, for det var en spørgelysten og kompetent forsamling, der sad klar i teltet - og der var bud efter alle i panelet.

De ubesvarede spørgsmål får paneldeltagerne mulighed for at svare skriftligt på i den kommende tid. Svarene vil blive lagt ud på sygehusets temasider om arrangementet.


Siden er sidst opdateret 10-9-2014



Psykiatrien i Region Syddanmark | Lille Grundet Hulvej 25, bygning P | 7100 Vejle | Kontakt